New Scientist har bedt sine læsere om at udvælge, hvilke lyde, som lyder mest som latter: På Internetsiden http://www.soundsfunny.org/turing/ bliver man bedt om at lytte til en række lyde, og undervejs vælge, om man tror, at den kommer fra et menneske eller fra en computer.
Latter behandles i artikler i New Scientist 17. juli 2010 s.32-36.
Hvad ler vi af?
Robert Provine fra Maryland universitet i Baltimore har undersøgt, hvornår vi ler. Han noterede sig situationerne ved 1200 forekomster af latter i et varehus. Kun 10-20% var reaktioner på noget, som måske kunne minde svagt om en vittighed. For det meste opstod latteren ved en banal kommentar eller som understregning af noget, som vi bare lige siger i hverdagssproget.
I sin bog, “Laughter: A scientific investigation”, skriver Robert Provine, at vi er 50% mere tilbøjelige til at le, når vi taler, end når vi lytter.
Man er desuden ikke mindre end 30 gange mere lattermild i en social sammenhæng, end når man ikke er i en social sammenhæng, såsom en TV-udsendelse.
Robert Provine konkluderer, at den nødvendige betingelse for latter ikke er en vittighed, men derimod, at der er en anden person. Latter er et meget mere generelt fænomen end blot en reaktion på noget humor. Det er en social lim, som vi alle bruger på alle mulige måder for at lave sociale bindinger til hinanden.
Den første latter kommer i en alder på fra 2 måneder til 6 måneder. Dette gælder også for døve babyer. Babylatteren udløses af overraskelse i en sikker situation.
Eftersom latter er forbundet med aktivitet i hjernens dopamin-belønningssystem motiverer det babyer til at undersøge verden ved at få dem til at føle sig glade og sikre. Når småbørn tumler rundt med hinanden er latteren et signal om, at det hele ikke skal tages alvorligt. Derved kan barnet afprøve sociale grænser på en ufarlig måde. Latter er et socialt smøremiddel og bogstavelig talt lyden af rå-og-tumlende-leg, siger Robert Provine. De store menneskeaber har faktisk noget, som minder om latter i denne situation.
Latter under samtale kan lette en stressfyldt, spændt situation ved at berolige mennesker, og latterens smittevirkning medfører, at humøret for hele gruppen bliver ens, og at adfæren for hele gruppen bliver den samme. Dette letter en koordineret aktivitet for gruppen, til fælles bedste. (The Quarterly Review of Biology bd.80 s.395).
Psykologen Michael Owren fra Georgia State University i Atlanta påpeger, at latter også kan bruges til at påvirke andre. En insider-vittighed kan udelukke andre, og latter kan vise, hvem som er chefen.
Vi kan være ret sikre på, at intet andet dyr ler, som mennesket gør. Det forhold, at mennesket går på to ben, har betydning. Dyr, som går på fire ben, må synkronisere åndedrættet med deres gang. Ved at tage trykket fra brystet fik vi kontrol over åndedrættet, således at vi kan tale. Desuden medfører det evnen til at tilbageholde udåndingen, hvilket giver menneskelatteren sin karakteristiske ha-ha-ha lyd.
De store menneskeabers lyd under rå-og-tumlende-leg har ikke menneskets melodiske lyd, fordi lyden ikke fremkaldes ved at tilbageholde åndedrættet, men ved at ånde forceret ind og ud. Dette giver en anden lyd end vores latter. Da Robert Provine afspillede en optagelse af denne lyd for sine studerende, troede de fleste, at det var en hund, som gøede. Nogle få foreslog, at det var lyden af støjende sex og nogle foreslog, at det var lyden af savning eller slibning.
Marina Davila-Ross fra Portsmouth universitet i England kildede 3 babyer og 21 orangutanger, gorillaer, chimpanser og bonobo’er og målte deres forskellige akustiske karakteristika ved de lyde, som de frembragte. Derved kunne man fremstille et familietræ for latter. Dette slægtskabstræ for latter var bemærkelsesværdigt lig det evolutionære træ (Current Biology vol. 19 s.1106). De stærkeste akustiske forskelle var mellem mennesket og menneskeaberne, fortæller Marina Davila-Ross. Men lydene fra chimpanserne og gorillaerne, som er vores nærmeste slægtninge, var akustisk mere lig menneskets latter end de skingre lyde, som orangutangerne udsender, når de kildes.
Men skal vi definere latter som simpelthen en lyd, som frembringes under leg? Forskerne er ikke enige om dette. Jaak Panksepp fra Pullman universitet i staten Washington opdagede, ved at lave lydoptagelser af rotter ved hjælp af flagermus-detektorer, at rotterne frembringer karakteristiske ultrahøje kvidrelyde ved en frekvens på 50.000 Hertz, når rotterne kildes eller nusses. Han betragter dette som latter, og argumenterer for, at studier af rotterne kan hjælpe os til at forstå neurobiologien bag menneskets latter (Behavioral Brain Research bd.182 s.231).
Har latter noget med kønnene at gøre?
Den humoristiske sans varierer enormt fra person til person. Meget er indlært eller kulturelt påvirket. Men der er intet, som tyder på en systematisk forskel i de ting, som mænd og kvinder finder morsomme (Journal of Pragmatics bd.38 s.1).
Nyere forskning støtter heller ikke, at kvinder ler mere end mænd, som en tidligere undersøgelse ellers tydede på (New Scientist nr.2769 s.34).
Der er dog en situation, hvor forskellen på mænd og kvinder viser sig, nemlig når de to køn er sammen. Lige fra starten er drenge latter-frembringere. De er skoleklovne, som underholder de fnisende piger, konkluderer Robert Provine i sin forskning. Han har fundet det samme mønster i kontaktannoncer, hvor mænd har tendens til at annoncere med deres sans for humor, og kvinder leder efter en morsom mand. Robert Provine mener, at dette viser, at denne adfærd er udviklet ved seksuel selektion, og har kontroversielt foreslået, at kvindelig latter i nærvær af mænd er et signal om underkastelse (New Scientist nr.2769 s.34).
En anden mulighed er, at denne forskel snarere er kulturelt bestemt end biologisk bestemt. Mange studier har vist, at dominerende individer – lige fra ældre i stammesamfund til bossen på jobbet – har større sandsynlighed for at frembringe latter end deres underordnede har, og at de kan bruge latter som et middel til at udvise magt eller til at binde deres underordnede til sig. Det forhold, at kvinder ler mere i grupper, hvor både mænd og kvinder er til stede, kunne så skyldes det forhold, at mænd generelt er mere magtfulde i samfundet end kvinder er.
Eller måske manipulerer kvinder mænd i disse tilfælde, som psykologen Michael Owren fra Georgia State University i Atlanta og kollegaen Jo-Anne Bachorowski fra Vanderbilt University i Nashville, Tennessee, mener. De har fundet, at latter påvirker lytteren på to måder.
For det første påvirker det – som enhver pludselig, høj og stigende lyd – ved at være stimulerende og påkalder sig opmærksomhed og agtpågivenhed. Men latter får også lytteren til at føle sig bedre tilpas ved association til positive følelser fra den tidligste barndom.
Mænd og kvinder kan drage fordel af disse virkninger i forskellige sammenhænge, siger Michael Owren. Kvinder har tilbøjelighed til at være forsigtigt tilbageholdende og på vagt over for ukendte mænd, men ved at le nervøst kan de påvirke hans humør, så situationen kommer til at føles mere positiv. Ifølge Michael Owren kan det samme trick ikke bruges af en mand, der møder en kvinde. Mandens latter ville tværtimod øge kvindens allerede hævede, alarmerede årvågenhed og gøre situationen mere anspændt (New Scientist nr.2769 s.35).
Er latter den bedste medicin?
Lee Berk fra Loma Linda University i Californien viste 14 frivillige 20 minutters videoklip af humoristiske TV-programmer, såsom Saturday Night Live. Han målte deres blodtryk og cholesterolniveau før og efter. Resultatet, som han præsenterede på 2009-mødet for Association for Psychological Science i San Fransisco, var, at cholesterolniveauet faldt og det systoliske blodtryk faldt også. Det er vanskeligt at sammenligne med motion, men Lee Berk vurderer, at den fysiologiske fordel svarer til 20 minutters moderat workout-motion. At se dystre scener fra filmen Saving Private Ryan havde ikke disse virkninger.
Andre undersøgelser har vist, at latter øger virkningen af immunsystemet ved at øge produktionen af antistoffer og antiviteten af naturlige dræberceller. En moders latter kan forøge kvaliteten af hendes brystmælk, så den bliver mere effektiv til at bekæmpe hudallergier i det nyfødte barn (New Scientist 16. juni 2007 s.23).
Leslie Martin fra La Sierra University i Riverside, Californien, undersøgte livslængden hos 1215 amerikanere på grundlag af deres psykologiske profil, da de var 10 år. Hun fandt, at de mest humørfyldte (cheerful) også var dem, som døde tidligst. Et humørniveau i den øverste fjerdedel af den undersøgte gruppe mennesker øgede risikoen for dødsfald på et hvilket som helst tidspunkt i deres liv med 21% over risikoen for dem, der var i den nederste fjerdedel (Personality and Social Psychology Bulletin bd.28 s.1155).
Undersøgelsen viste, at humørbørnene var mere tilbøjelige til at drikke og ryge senere i livet. Det kan være, at de mindre humørfyldte tager mere vare på sig selv (New Scientist nr.2769 s.35).
Hvorfor er latter smitsomt?
Det er velkendt, at latter smitter. Charles Dickens skrev for 160 år siden i “A Christmas Carol”, at under sygdom og sorg kan latter være uimodståelig smitsom. Men man ved stadig ikke, hvorfor latter smitter.
Sophie Scott fra University College London målte hjerneaktiviteten hos 20 frivillige i en funktionel MRI-scanner, medens de hørte en CD med latter – og sammenlignede med lyde såsom triumfhujen, jamren osv. Hun afspillede også en neutral, kunstig lyd, som ikke havde nogen specifik mening for forsøgspersonerne.
Alle de emotionelle lyde frembragte en reaktion i hjernens premotoriske cortex-bark, som er det område af hjernen, som styrer ansigtsmusklerne. Dette til trods for, at forsøgspersonerne ikke brugte disse muskler, medens de lå inde i hjernescanneren. Sophie Scott forklarer dette med, at hjernen er udstyret med spejlende forbindelser, som får os til at kopiere andres adfærd, når vi genkender deres følelser.
Hjernens reaktion var tydeligere, når forsøgspersonen hørte latter og triumfhujen, end når lydene viste negative følelser. Dette kunne tyde på, at tilbøjeligheden til at kopiere er størst, når vi hører andres morskab og fryd (Journal of Neuroscience bd.26 s.13067).
Dette kan altså måske forklare, hvordan latter er smitsomt. Men hvorfor skulle latter være smitsomt?
En forklaring tager sit udgangspunkt i, at latter stammer fra dets evolutionære oprindelse i rå-og-tumlende leg, hvor latter udsender en tydelig meddelelse om, at vi ikke kæmper for alvor. Det kan være vigtigt, at hele gruppen modtager dette sikkerhedssignal, så legen ikke går over gevind, fordi nogen ikke har forstået, at det blot var en leg, siger Christian Hempelmann fra Purdue University i West Lafayette, Indiana.
Sophie Scott har et andet forslag til forklaring. Hun mener, at ved at spejle den andens følelsesmæssige tilstand kan man lette kommunikationen og samspillet med hinanden. Ved at le af det samme, får vi lejlighed til at vise tilknytning til den anden. Dette kan være baggrunden for, at latter er specielt smitsomt. Latter er en umådelig sammenbindende ting, siger Sophie Scott.
Der findes en anden slags smitsom latter, som ikke er så behagelig og legende. I 1962 var der i Tanzania noget, som blev kaldt “latterepidemien”. Den brød ud i en pigeskole, og spredte sig i løbet af nogle måneder over hele landet. Latteren var dog kun et enkelt symptom ud af en kompleks samling af symptomer, som blev kendt som en “massepsykogenisk sygdom” eller massehysteri, som opstod som resultat af politisk og socialt tryk i området (Humor bd.20 s.49). Det havde derfor næppe noget med den almindelige smittende latter at gøre.
Kan man få en computer til at udsende latterlyde?
Vores latter og fnisen varierer meget, og det er derfor ingen let sag at få en computer til at le. De komplekse frekvensmønstre i menneskets latter er vanskeligt at programmere en computer til at lave. Menneskets ha-ha-ha er den mest almindelige lyd, men variationer går over alle vokalerne (Journal of the Acoustical Society of America bd.110 s.1581). Vi varierer også rytme og betoning. Vi kan bruge dette til at give latteren forskellig karakteristik, såsom lykke eller latterliggørelse (Emotion bd.9 s.397). Lyde, hvor stemmebåndene vibrerer, såsom latterskrig, foretrækkes af lytterne frem for lyde, hvor stemmebåndene ikke vibrerer, såsom snorken, stønnen og grynt.
New Scientist har bedt sine læsere om at udvælge, hvilke lyde, som lyder mest som latter: På Internetsiden http://www.soundsfunny.org/turing/ bliver man bedt om at lytte til en række lyde, og undervejs vælge, om man tror, at den kommer fra et menneske eller fra en computer.
Lydene er frembragt kunstigt af forskellige forskere:
Jürgen Trouvain og kolleger fra Saarland universitet i Saarbrücken, Tyskland, arbejder med at lave modeller for bevægelserne af stemmelæberne og luftstømmene.
Grégory Beller fra Pierre og Marie Curie Universitet i Paris bruger en algoritme, som laver tekst om til tale og ændrer rytmen og betoningen i forsøg på at efterligne forskellige følelser.
Shiva Sundaram fra Deutsche Telekom i Berlin anvender en teknik, som kaldes liniær-forudsigelig talekodning for at frembringe individuelle “ha”-latterlyde og en simpel algoritme til at bestemme, til hvilket tidspunkt, de skal komme.
Jérôme Urbain fra Mons Universitet i Belgien blander og manipulerer enkelte latterlyde, der er hentet fra rigtig latter.
Internetsiden http://www.webkomplet.eu/frederiksberglatterklub indeholder mange oplysninger om latter – samt eksempler på latter.
