Det potensfremmende middel Viagra kan udvide blodårer, og har vist sig præstationsfremmende for sportsfolk, der træner i store højder, fordi det øger den iltbærende kapacitet.

I 2006 offentliggjorde forskere fra Stanford Universitet en undersøgelse, som viste næsten 40% øget præstation ved 10 km cykling på tid i 3.900 meters højde.

I 2004 viste tyske forskere, at Viagra kunne øge ydeevnen hos bjergbestigere på Mount Everest. 

Viagra vil kunne virke præstationsfremmende for visse  langdistanceløbere og skiløbere, samt altså for cykelryttere, der konkurrerer i højder op til 2000 meter.

Cykelrytteren Andrea Moletta blev udelukket fra Giro d’Italia efter at en ransagning af hans fars bil afslørede Viagrapiller og sprøjter nok til hele feltet.

Det internationale dopingagentur Wada mistænker, at nogle atleter også bruger Viagra til at hjælpe steroider hurtigere til musklerne, og til hurtigere at komme sig over en hård træning.

Nogle tager Viagra for at afhjælpe impotens, som skyldes misbrug af steroider.

Forstere ved universitetet i Miami er nu ved at undersøge, om Viagra også virker præstationsfremmende ved lavere højder end i de tidligere undersøgelser, som Stanford universitet stod for.

En anden undersøgelse, som foretages på Marywood universitet, skal vise, om Viagra er en fordel i områder med luftforurening.

Det internationale dopingagentur Wada  overvejer nu, om Viagra skal på dopinglisten fra januar 2010, hvor listen revideres.

http://english.peopledaily.com.cn/90001/90779/90867/6539861.html

Politiken 4.dec.2008 "SPORT" s.14

[6261]

Medens man tidligere mente, at det var vigtigere i at deltage i en sportskamp end at vinde, har den økonomisk potente sportsindustri nu medført, at nummer to i en sportskonkurrence kun betragtes som den første taber, og at holdtrænerne ubarmhjertigt afskediges, hvis holdet taber, uanset om de har kæmpet bravt.

På denne baggrund er det ikke overraskende, at sportsudøverne og deres trænere, som alle er økonomisk afhængige af de opnåede sportsresultater, bruger doping til at opnå dette. Da et sportsmagasin, Sports Illustrated, interviewede olympiske elitesportsudøvere, fik de nogle svar, som vækker til eftertanke: Da de blev spurgt, om de ville tage imod et præstationsfremmende middel, som ville få dem til at vinde, og hvor snyderiet ikke ville kunne opdages, svarede 98% ja. Endnu mere tankevækkende er det, at da disse elitesportsudøvere fik spørgsmålet, om de ville tage imod et præstationsfremmende middel, som ville få dem til at vinde alle konkurrencer i 5 år, uden at snyderiet ville kunne opdages, men hvor de derefter ville dø af de fem års doping, så svarede over 50% at det ville bruge et sådant middel!

Der udvikles stadig flere, kraftigere og ikke-påviselige dopingmidler og -metoder. Der er nu flere hundrede former for kendte dopingmidler og -metoder, foruden sikkert mange ukendte, som bruges af professionelle sportsfolk verden over. De mest anvendte er mandlige anabole steroider, menneskets væksthormon og erythropoitin (EPO).

I de gamle græske olympiske lege og hos de romerske gladiatorer, som kæmpede i Circus Maximus helt tilbage til år 776 før vor tidsregning, blev blandinger af urter, vin og svampe forsøgt anvendt som dopingmidler. Stofferne kunne f.eks hæmme smertefølelsen. Ved de olympiske lege i 1904 anvendte marathonløberen Thomas Hicks en blanding af brandy-vindestillat og stryknin og var tæt på at dø af det. Blandinger af stryknin, heroin, kokain og kaffein blev brugt af mange sportsudøvere, og hver træner udviklede sin egen hemmelige blanding.

I 1920′erne blev det sværere, fordi man nu skulle have en læges recept for at skaffe sig heroin og kokain. I 1930′erne blev stryknin udskiftet med amfetamin som det vigtigste stimulerende middel hos atleterne.

Dopingkontrol

I 1967 udarbejdede den Internationale olympiske komité en dopingliste, og i 1972 blev dopingkontrol indført ved de olympiske lege i München.

De østtyske sportsudøvere, som på grund af deres doping var kommet i miskredit i deres hjemland Tyskland, blev efterspurgt af asiatiske lande, tidligere sovjetstater og arrangører af sportsstævner, som så igennem fingrene med deres dopingmisbrug. Det var blevet tydeligt, at doping virker, og kan vinde guld.

Nogle fremførte det argument, at alle tidligere olympiske rekorder burde kasseres, og at man burde starte forfra, – og først når alle former for doping kunne påvises og forhindres.

Efter skandalen ved Tour de France i 1998 etableredes et World Anti-Doping Agency (WADA), som skulle arbejde uafhængigt af den Internationale olympiske komité, sportsorganisationer og regeringer for at bekæmpe doping i sport.

I 2003 blev en sprøjte sendt anonymt til et WADA-godkendt laboratorium i Los Angeles. Sprøjten indeholdt tetra-hydro-gestrinone (THG). Det er et "designer"-steroid, som dengang var ukendt, og som derfor ikke var på WADA’s dopingliste. Det var specielt lavet for at undgå opdagelse. Det førte til retsforfølgelse af ansatte ved et firma (BALCO pharmacy) i San Francisco, som udviklede sådanne nye dopingmetoder.

I maj 2006 arresterede spansk politi fem personer og beslaglagde forskellige forbudte dopingmidler i en Madrid-dopingklinik, hvor læger behandlede sportsudøvere, bl.a. mindst 50 professionelle cykelsportsfolk, med injektioner af dopinghormoner og andre dopingmidler. Det førte til diskvalifikation af 23 cykelryttere, som næsten alle var blandt de bedst placerede under Tour de France i 2006. Ved Tour de France i 2006 blev Floyd Landis fundet positiv i en dopingtest for steroider, og han blev smidt af holdet og fik frataget sin medalje.

I 2006 fik 23 personer tildelt 4 års fængsel for at sælge amfetaminer og andet i en blanding, som var kendt som "Belgium Pot" til professionelle cykelryttere.

Dopingspørgsmålet kompliceres stadig mere. I juni 2006 problicerede Journal of Applied Physiology en artikel fra Stanford University om, at Viagra kan give 45% øgede sportspræstationer hos cykelryttere, når de cykler op ad bjerge.

WADA har godkendt 35 laboratorier verden over til at teste for dopingmidler. WADA’s liste over dopingmidler fra 2006 indeholdt følgende hovedkategorier af dopingmidler:

Anabole steroider (naturlige typer og syntetiske), hormoner, beta-2 agonister, midler med anti-østrogen virkning, doping-maskerende midler¨(bl.a. stoffer, som øger urinproduktionen), stimulerende midler, smertestillende midler, hash-lignende stoffer, intern anvendelse af glucocorticosteroider, forøgelse af iltforsyningen og snyderi med prøveglassene. (Også gén-doping er på forbudslisten).

Steroider

I 1950′erne anvendte det sovjettiske olympiske hold mandlige hormoner for at øge muskelstyrken. Da Berlinmuren faldt, blev man klar over, hvor omhyggeligt det østtyske regeringsprogram var blevet iscenesat for at fremme sportsudøvernes præstationer ved hjælp af kønshormoner og andre dopingmidler. Dette resulterede i en lang række guldmedaljer, især blandt unge kvindelige sportsudøvere, fordi de responderede mest dramatisk på de mandlige kønshormoner. Disse sportsudøvere udviklede senere alvorlige medicinske abnormaliteter og nogle døde for tidligt (Clin.Chem. 1997 bd.43, s.1262-79, W.W.Franke m.fl.).

Danazol er et syntetisk testosteron-lignende stof. Under verdensmesterskaberne i Wien i 1954 fik Bob Hoffman fra firmaet York Barbell Company i USA (som han havde oprettet i 1923) af sovjettiske kolleger at vide, at man i nazityskland havde udviklet en syntetisk form af testosteron, som gav dramatisk muskelstyrkeøgning. Bob Hoffman kontaktede Ciba Pharmaceuticals, som havde udført en række studier af anvendelsen af syntetiske testosteron-typer på smertepatienter og fysisk handicappede. Dette resulterede i udviklingen af danazol, som hurtigt blev et foretrukkent dopingmiddel for vægtløftere.

Offentligheden blev især opmærksom på doping, da Ben Johnson fik frataget sin guldmedalje i 1988 ved de olympiske lege i Seoul i Sydkorea for at have anvendt steroidet stanazalol.

Det antages, at det sorte steroid-marked i USA alene nu er på over 100 millioner dollar. Over 80% af disse steroider fremstilles i Mexico. Det globale marked for ulovlige steroider er op mod 1 milliard dollar. Det skønnes, at der alene i USA kan være 1 million unge, som tager steroider som misbrug. En interview-undersøgelse fra begyndelsen af 1980′erne konkluderede, at 7% svarede, at de anvendte steroider, ofte fra 16-årsalderen. Ofte var det ikke for at opnå sportsresultater. Det kunne være for at fremstå muskuløse, men meget ofte var det end ikke med dette formål, idet stofferne blev indtaget sammen med forskellige andre "stoffer", såsom kokain, hash osv. I en undersøgelse fra 1997 fandt man ingen speciel sammenhæng mellem at de unge indtog steroider og deres fysiske aktivitet, motion eller sportsudøvelse. Der var derimod en højere grad af sammenhæng med adfærd, såsom overdrevent drikkeri, risiko-sex, slagsmål, rygning mv.

Steroid-doping kan medføre abnormaliteter i leverens funktion, kræft i lever og nyrer, fejlfunktion af hormonkirtlerne og forplantningsevnen, indsvinding af testiklerne, virkninger på fedtstofskiftet og hjertet og psykiatriske symptomer. Det er almindeligt, at der i doping-øjemed gives 10 gange eller mere af den dosis, som bruges til medicinske anvendelser, og at personen desuden indtager andre dopingmidler også, f.eks. både steroider, EPO og væksthormon.

Der er kommet stadig flere piratkopier af produkter på markedet, ofte forurenede eller helt uden det virkende stof, og nogle med potentielt skadeligt indhold. Når en sportsudøver køber noget dopingmiddel af en ven eller på sportsstedet ved han ofte ikke, hvad der er i produktet. Steroiderne sælges over internettet, og uden kontrol.

Væksthormon

Menneskets væksthormon blev opdaget i 1912 af Harvey Cushing. Senere blev dette protein isoleret fra døde mennesker og aber i 1956. Allerede to år efter blev det anvendt til børn, som led af dværgvækst. Anvendelsen af væksthormon blev stoppet efter at man opdagede, at der var en risiko for smitte, som medførte Creutzfeldt-Jakob sygdom. I 1985 fik firmaet Genentech tilladelse i USA til at markedsføre Protropin til børn, som ikke selv dannede væksthormon. Dette var det første gensplejsede væksthormon, og det var mere sikkert end det, man havde udvundet af hypofyser, og som kunne overføre smitte. Senere er der kommet mange gensplejsede udgaver af væksthormonet, markedsført under navne som Nutropin, Humatrope, Genotropin, Norditropin, Saizen, Tev-Tropoin.

Der er stadig hypofyse-fremstillede væksthormoner på markedet. F.eks. blev en russer pågrebet, og efterfølgende fandt man 1000 hypofyser i en beholder i hans lejlighed i Moskva. Det skulle bruges til doping af sportsfolk.

Væksthormon er kostbar at fremstille, og produktet er derfor dyrt. Det har fået svindlere på markedet. De tilbyder billige væksthormoner, som altså er falske og farlige at bruge, og som tilbydes unge og weekend-sportsfolk, som ikke har så mange penge. De tilbydes undertiden som piller, men den normale indgivelsesmåde af væksthormon er ved indsprøjtning. Indsprøjtninger kan i sig selv være farlige, hvis de ikke udføres korrekt.

Et halvt år før de olympiske lege i Sydney i 2000 var der indbrud i et apotek, hvor kun 1575 flasker med væksthormon blev stjålet. Da et svømmehold fra Kina ankom til Sydney blev de sendt tilbage, fordi de medbragte glas og sprøjter med væksthormon.

Anvendelse af væksthormon kan være livstruende, især hvis der, som det er blevet nævnt, tages 10 gange den terapeutiske dosis. Bivirkningerne kan være unormal knoglevækst, højt blodtryk, sygdomme i blodkredsløbet og hjertet, skader på hjertemusklen, glucose-intolerance, polypper i tyktarmen, kræft og nedsat levetid.

Kilder:
Sports Illustrated 1997 s.14 og 62-70 "Over the edge", af M Bamberger og D. Yaeger.
World Psychiatry, juni 2007 bd.6 nr.2 s.54-59 (David A. Baron m.fl.) "Doping in sports and its spread to at-risk populations: an international review.

Stoffet EPO øger kroppens egenproduktion af røde blodlegemer. Da det er de røde blodlegemer, som sender ilt rundt i kroppen, kan man udføre mere muskelarbejde uden at blive træt, når der er flere røde blodlegemer. Ilten er bundet til hæmoglobin i blodlegemerne. Hæmoglobin er rødt.

Man kan cykle eller løbe hurtigere, når der transporteres mere ilt fra lungerne til musklerne. Ilten skal bruges til det ilt-krævende stofskifte. Man bliver ikke så hurtig træt, når der er ilt nok.

Mængden af røde blodlegemer i blodet kaldes "hæmatokrit-værdien". Hæmatokrit-værdien angiver, hvor stor en procentdel af blodet, der er røde blodlegemer. Det måles ved at udtage en lille smule blod, som centrifugeres i et tyndt glasrør, så de røde blodlegemer presses mod bunden af glasrøret. Normalt har mænd en hæmatokritværdi på 40-45%, og kvinder har en hæmatokritværdi på 38-43%.

Der er en alvorlig sundhedsrisiko ved at bruge EPO. Produktionen af røde blodlegemer kan nemlig ikke styres helt præcis. Hvis der kommer for høj koncentration af røde blodlegemer, bliver blodet tyktflydende. Det kan medføre blodpropper. Desuden stiger blodtrykket voldsomt under hård fysisk udfoldelse, (men risikoen for blodpropper er højest om natten, hvor blodtrykker er lavest). Man sveder også kraftigt, og det fortykker også blodet, fordi man taber vand. Dermed kan koncentrationen af røde blodlegemer stige til over 50%.

En så høj koncentration af røde blodlegemer kan være farligt. I 5-årsperioden 1987-1991 var der 18 dødsfald blandt hollandske og belgiske cykelryttere, som bedst kan forklares, hvis de havde taget EPO.

EPO er en forkortelse for erythropoietin. Det er et naturligt hormon i kroppen. Hormonet er et protein med kulhydrater bundet til sig (et glykoprotein). Det dannes hovedsageligt i nyrerne. Fra nyrerne sendes det via blodbanen til knoglemarven. I knoglemarven stimulerer EPO dannelsen af røde blodlegemer (dette kaldes erythropoiesen).

Koncentrationen af EPO i blodet afhænger af ilttrykket i visse vævszoner. EPO-koncentrationen påvirkes af blodmangel, dvs. at EPO-dannelsen øges, hvis der er blodmangel. EPO-koncentrationen påvirkes også af det ydre ilttryk, som er lavt på høje bjerge. Når iltniveauet er lavt i blodet medfører det produktion af EPO i nyrerne. Det betyder, at produktionen af EPO stimuleres, hvis der er mindre ilt i luften, altså f.eks. på et højt bjerg. Dette udnytter man ved højdetræning, men det kræver lang tids ophold i højder på 2000-4000 meter. Man kan opnå det samme med træning i huse med lavt iltindhold i luften (højdetræningshuse).

Man kendte ikke EPO før man i 1977 identificerede det og ekstraherede det fra menneske-urin. Ved hjælp af genteknologi er det blevet muligt at fremstille EPO kunstigt. Kunstigt fremstillet EPO kom på markedet i 1985. I 1989 blev det (som Epogen) godkendt som lægemiddel i USA til behandling for blodmangel (anæmi) ved nyresvigt. I 1991 blev et andet EPO-produkt, Procrit, godkent til kræftpatienter, som får blodmangel på grund af kemoterapi. I Europa findes EPO-produkter med navne som Aranesp, Eprex og NeoRecorman.

EPO sælges fra apoteker på recept. Der er et stigende salg, hvilket skyldes, at der er stadig flere nyrepatienter, som må vente på en organdonation. Medicinsk behandling med EPO gives ved indsprøjtninger under huden eller direkte i en blodåre, og kan koste mange tusinde kroner om måneden. Når EPO bruges som doping, gives det ofte i højere doser end normalt (ligesom det gælder for væksthormon eller steroider til doping). Den forhøjede koncentration af EPO kan ved virkning på blodcelledannelsen medføre blodpropper i dybtliggende og sværttilgængelige vener eller i de blodårer, som forsyner hjertet med blod, samt risiko for blodpropper i hjernen eller lungerne. Det kan medføre uregelmæssigt hjerte, slagtilfælde i hjernen og døden.

Man har skønnet, at 20 europæiske cykelryttere er døde siden 1987 på grund af EPO-misbrug. Dermed er EPO et af de mest dødelige dopingmidler.

Det internationale skiforbund (IFS) satte i 1988 EPO på sin dopingliste. Det var dermed det første internationale idrætsforbund, som opfattede EPO som dopingmiddel. I 1990 kom EPO på dopinglisten hos Den internationale Olympiske Komité, IOC. Man manglede dengang stadig analysemetoder til at håndtere EPO. For at beskytte cykelrytterne har man indført hæmatokrit-test, og cykelrytterne får ikke lov at starte, hvis deres hæmatokritværdi er over 50%. De får lov at cykle, når deres hæmatokrit-værdi ved en senere test er faldet til under 50%.

Før EPO kom på markedet kendte man "bloddoping", som var en kompliceret og farlig dopingteknik, hvor sportsudøveren blev tappet for sit eget blod flere måneder før en konkurrence, og det oplagrede blod blev derefter ført tilbage til ham (transfusion) lige før konkurrencen. Der var mange problemer og risici ved bloddoping, og EPO gør i princippet det samme ved at øge antallet af røde blodlegemer, så mere ilt kan transporteres af blodet.

I 1998 arresterede det franske toldvæsen Willy Voet, en fysioterapeut for Festina-holdet ved Tour de France. Han blev arresteret for at have ulovlige nåle, sprøjter og over 400 flasker med EPO, human-væksthormon, steroider, amfetaminer, samt bedøvende og stimulerende midler.

Det EPO, som laves på grundlag af gensplejsningsteknik, kan ikke skelnes fra det naturlige EPO. Derfor er det ikke muligt at påvise doping-EPO ved en blodtest.

Det internationale antidoping-agentur hedder WADA (World Anti-Doping Agency). De definerer doping således:  "Ved doping forstås tilstedeværelsen i den menneskelige organisme af stoffer, der er forbudt i henhold til WADA’s liste over forbudte stoffer. Brug af sådanne stoffer, tilstedeværelsen af sådanne stoffer i urin- eller blodprøve, samt anvendelsen af metoder til at ændre analyseresultatet af en urin- eller blodprøve, er forbudt".

Ved de olympiske lege i Sydney i 2000 udførte det australske WADA-autoriserede laboratorium en avanceret antidopingtest for EPO, som både krævede en urinprøve og en blodprøve. Der blev ved den lejlighed udført 300 test for EPO for første gang i den olympiske historie, men man fandt ingen positive prøver. Måske skyldtes det, at testmetoden stadig var utilstrækkelig.

Kilder: www.netdoktor.dk, www.antidoping.dk, www.medicinenet.com, Klinisk ordbog, Politiken 27/7-2007 II s.2, World Psychiatry juni 2007 bd.6 nr.2 s.54-59 (www.pubmedcentral.nih.gov).