I den tidlige Jords indre dannedes en flydende jernkerne. Denne jernkerne, der roterede med Jordens rotation, medførte magnetiske kræfter omkring Jorden, som afbøjede solvinden. Det medførte, at atmosfæren ikke mistedes (som på Mars). Jorden mister ganske vist hele tiden lidt atmosfære, men det sker så langsomt, at Solen vil være holdt op med at skinne lang tid før der ikke er mere atmosfære tilbage.

En kvindelig forsker, Robin Canup, har lavet en computersimulering af den kollision, som menes at have frembragt månen. Den planet, som kolliderede med Jorden, kom i en 45 graders vinkel med en hastighed på 11 km i sekundet ifølge simuleringen, og den fremmede planet må have fyldt hele himlen. Sammenstødet var så kraftigt, at hele Jorden smeltede. Der blev slynget meget masse ud i rummet, og en klump af dette samlede sig og blev så stor, at den tiltrak mere af denne frigjorte masse. Noget blev tiltrukket tilbage til Jorden, men månen var derved blevet skabt. Månen var 15 gange tættere på Jorden og 15 gange større på himlen, da den blev dannet.

Kollisionen kan have tippet Jorden. Den ændrede Jordakse kan have medført sæsonerne, altså årstiderne. Liv kunne være dannet på Jorden uden årstiderne, men det ville have være et meget andet liv.

Tidevandskræfterne var dengang meget kraftigere end i dag på grund af, at månen var så meget tættere på Jorden.

For 4,5 mia. år siden var der ikke vand på Jorden. Der er nu 1,4 mia. liter vand (?) på Jorden. Dengang var der ikke vand i solsystemet i nærheden af Jorden, eftersom det var for varmt så tæt ved solen. Det nærmeste vand i solsystemet var over 257 mill. km borte (?), nemlig i det ydre asteroidebælte.

Man har længe antaget, at vandet blev bragt til Jorden med kometerne. Man har studeret vandindholdet i 3 kometer, og der blev fundet meget vand, da Deep Impact blev skudt op mod en ankommende komet og ramte den med et pletskud. Men de hidtil analyserede tre kometer viser alle, at det vand, som de indeholder, ikke er som vandet i Jordens have!

Forskerne er derfor nu kommet frem med en ny idé om oprindelsen af vandet på Jorden. Nemlig at vandet stammer fra meteoritter fra det ydre asteroidebælte.

Den 18. januar 2000 faldt en meteorit ned over Vestcanada. Meteornedslaget blev set af mange mennesker, og der blev taget billeder af dampspor, som denne meteor dannede på himlen under nedslaget. Meteoritten faldt i sne på den tilfrossede Tagish-sø i British Columbia. For forskerne er dette den bedste meteorit, som er faldet på Jorden, fordi man fandt den hurtigt efter nedslaget. Michael Zolensky fortæller, at meteoren har et indre af sort ler, nærmest som havejord, og at der er vand bundet i dette ler. Der er faktisk 20% vand i leret fra denne meteorit! Meteoren kom fra det ydre asteroidebælte, og jo længere væk meteoritterne er fra solen, jo mere vand vil de indeholde. Den kraftige tiltrækningskraft fra kæmpeplaneten Jupiter betyder, at mange meteoritbaner, som oprindelig var mere cirkulære, har fået elliptiske baner, som før eller senere vil kunne ramme Jorden. Ifølge den nye teori er vandet på Jorden blevet tilført med sådanne meteoritter, som frigjorde deres vandindhold, da de knustes mod Jorden. Det var det, som folk i Canada kunne se som et skyspor på himlen efter meteoritten, og det var det som i sin tid dannede havene på Jorden.

Stephen Mojzsis fra Boulder Universitet har påvist zirkon-mineraler i meget gamle bjergarter. Han har kunnet påvise, at disse zirkoner må være dannet, da der var vand til stede på Jorden. Eftersom man har kunnet bestemme alderen af zirkonerne til 4,4 mia. år, må der være blevet dannet vand på mindre end 150 mill. år efter Jordens dannelse. (På et ur, hvor 12 timer svarer til hele Jordens levetid, er dette 25 min. efter Jordens dannelse).

Atmosfæren var tykkere dengang. Himlen var derfor rød. Vandet indeholdt opløst jern, og vandet må derfor have været grønt.

Temperaturen kan have været 93 grader Celsius, da der var kommet vand på Jorden. Atmosfæren bestod bl.a. af kvælstof, kuldioxid og methan. Der var intet ilt i atmosfæren.

Martin van Kranendonk var studeret et af de kun to steder på Jorden, hvor der er nulevende stromatolitter, nemlig Shark Shore i Australien. På dette sted ligger en del af stromatolit-strukturerne over havoverfladen. Det skyldes, at stromatolitterne her blev etableret for 10.000 år siden (mod slutningen af den sidste istid), hvor havniveauet var højere end i nutiden, fordi ismasserne lige var smeltet.

I Shark Shore danner stromatolitterne to forskellige former, dels korte søjler og dels flade bakteriemåtter.  Disse strukturer dannes af cyanobakterier, som omdanner kuldioxid til ilt.

I Pilbara-klippeformationerne i det nordlige Australien  findes 3,5 mia. år gamle fossiler af stromatolitter. Det er altså de nulevende stromatolitters forfædre. Stedet hemmeligholdes for at bevare det for forskerne. Disse stromatolitter levede 1 mia. år efter Jordens dannelse (svarende til 20 minutter på uret, hvor 12 timer svarer til Jordens alder).

I lang tid øgedes iltkoncentrationen ikke i atmosfæren, selv om cyanobakterierne dannede ilt. Det skyldtes, at havenes opløste jern indfangede ilten og blev til rust. Havene skiftede altså måske farve fra grønt til rødt. Men rusten blev aflejret på havbunden, og ved Karijni i Australien kan man se resultatet – i form af båndede jernsedimenter, der er 2,5 mia. år gamle. Man har regnet ud, at der er blevet bundet 20 gange mere ilt end den iltmængde, der i dag er i atmosfæren.

Målt på døgnuret, hvor 12 timer svarer til Jordens alder, dannedes Jorden i løbet af de første 8 minutter, vand dannedes efter 25 minutter og det opløste jern var væk efter 4,5 timer.

Iltkoncentrationen øgedes for 2,5 mia. år siden, og fortsatte med at stige i 2 mia. år. For ca. 500 mill. år siden var iltniveauet i atmosfæren nogenlunde som i nutiden, og nok til at dyr kunne dannes. Dette tidspunkt svarer til 11 timer på uret, hvor 12 timer svarer til Jordens alder.

Dinosaurerne dannedes 37 minutter i tolv, og en katastrofe, som udryddede dinosaurerne indtraf 10 minutter i tolv. Mennesket opstod 19 sekunder i klokken tolv.