BioNyt – Videnskabens Verden (bionyt.dk) : Nyheder & debat


  • Abonner på

  • Meta

  • 

    Arkiv for 'Lys' Kategori

    Lys kan bøjes !

    Sendt af Ole Terney ( webredaktør ) d. 12th august 2011

    Lys kan bøjes

    Forskere fra Australiens nationale universitet har med succes bøjet lysstråler rundt om et objekt på en 2-dimensionel metaloverflade. Forskningsresultatet åbner døren til hurtigere og billigere computerchips baseret på lys.

    Studerende har hidtil lært, at lysstråler altid bevæger sig i lige baner, og at de altså ikke kan gå rundt om hjørner (bortset fra at lys via sin bølgenatur kan spredes ligesom bølger, der runder et hjørne). Nu viser det sig, at små stråler af lys faktisk kan bøjes i et laboratorium.

    Forskerne kunne vise, at en lille stråle af lys på en flad overflade kan bøjes rundt om en forhindring. 

    Disse stråler af lys kaldes “Airy-stråler”, opkaldt efter den engelske astronom Sir George Biddell Airy, som studerede lys i regnbuer. Det er verdens første to-dimensionelle demonstration af  Airy-stråler. Det australske forskerhold har kunnet vise, at disse stråler også kan være bundet på den flade overflade af en chip.

    Der blev også observeret en anden fascinerende egenskab ved disse stråler – det såkaldte selvhelende fænomen, hvor bølgen genvinder sin retning. Lysstrålen kunne korrigere sin egen retning på den anden side af forhindringen.

    Opdagelsen åbner op for nogle spændende anvendelsesmuligheder, især inden for kommunikationsteknologi, hvor metoden kan tænkes at kunne give en billig måde til at manipulere lys på en chip. Men der er også potentiale for at kunne manipulere biologiske molekyler på en meget billigere måde, end det i øjeblikket er muligt.

    Demonstrationen af, at lys kan bringes til at bøje på en flad overflade, har været genstand for hård akademisk konkurrence mellem forskergrupper fra  bl.a. USA, Kina og Korea.

    Dette forskningsresultat er publiceret i Physical Review Letters, aug. 2011.

    ref.9428 (12. august 2011 PhysOrg.com)

    Posted i Fysik, Lys | 0 kommentarer »