New Scientist har bedt sine læsere om at udvælge, hvilke lyde, som lyder mest som latter: På Internetsiden http://www.soundsfunny.org/turing/ bliver man bedt om at lytte til en række lyde, og undervejs vælge, om man tror, at den kommer fra et menneske eller fra en computer. 

Latter behandles i artikler i New Scientist 17. juli 2010 s.32-36.

Hvad ler vi af?

Robert Provine fra Maryland universitet i Baltimore har undersøgt, hvornår vi ler. Han noterede sig situationerne ved 1200 forekomster af latter i et varehus. Kun 10-20% var reaktioner på noget, som måske kunne minde svagt om en vittighed. For det meste opstod latteren ved en banal kommentar eller som understregning af noget, som vi bare lige siger i hverdagssproget.

I sin bog, “Laughter: A scientific investigation”, skriver Robert Provine, at vi er 50% mere tilbøjelige til at le, når vi taler, end når vi lytter.

Man er desuden ikke mindre end 30 gange mere lattermild i en social sammenhæng, end når man ikke er i en social sammenhæng, såsom en TV-udsendelse.

Robert Provine konkluderer, at den nødvendige betingelse for latter ikke er en vittighed, men derimod, at der er en anden person. Latter er et meget mere generelt fænomen end blot en reaktion på noget humor. Det er en social lim, som vi alle bruger på alle mulige måder for at lave sociale bindinger til hinanden.

Den første latter kommer i en alder på fra 2 måneder til 6 måneder. Dette gælder også for døve babyer. Babylatteren udløses af overraskelse i en sikker situation.

Eftersom latter er forbundet med aktivitet i hjernens dopamin-belønningssystem motiverer det babyer til at undersøge verden ved at få dem til at føle sig glade og sikre. Når småbørn tumler rundt med hinanden er latteren et signal om, at det hele ikke skal tages alvorligt. Derved kan barnet afprøve sociale grænser på en ufarlig måde. Latter er et socialt smøremiddel og bogstavelig talt lyden af rå-og-tumlende-leg, siger Robert Provine. De store menneskeaber har faktisk noget, som minder om latter i denne situation.

Latter under samtale kan lette en stressfyldt, spændt situation ved at berolige mennesker, og latterens smittevirkning medfører, at humøret for hele gruppen bliver ens, og at adfæren for hele gruppen bliver den samme. Dette letter en koordineret aktivitet for gruppen, til fælles bedste. (The Quarterly Review of Biology bd.80 s.395).

Psykologen Michael Owren fra Georgia State University i Atlanta påpeger, at latter også kan bruges til at påvirke andre. En insider-vittighed kan udelukke andre, og latter kan vise, hvem som er chefen.

Vi kan være ret sikre på, at intet andet dyr ler, som mennesket gør. Det forhold, at mennesket går på to ben, har betydning. Dyr, som går på fire ben, må synkronisere åndedrættet med deres gang. Ved at tage trykket fra brystet fik vi kontrol over åndedrættet, således at vi kan tale. Desuden medfører det evnen til at tilbageholde udåndingen, hvilket giver menneskelatteren sin karakteristiske ha-ha-ha lyd.

De store menneskeabers lyd under rå-og-tumlende-leg har ikke menneskets melodiske lyd, fordi lyden ikke fremkaldes ved at tilbageholde åndedrættet, men ved at ånde forceret ind og ud. Dette giver en anden lyd end vores latter. Da Robert Provine afspillede en optagelse af denne lyd for sine studerende, troede de fleste, at det var en hund, som gøede. Nogle få foreslog, at det var lyden af støjende sex og nogle foreslog, at det var lyden af savning eller slibning.

Marina Davila-Ross fra Portsmouth universitet i England kildede 3 babyer og 21 orangutanger, gorillaer, chimpanser og bonobo’er og målte deres forskellige akustiske karakteristika ved de lyde, som de frembragte. Derved kunne man fremstille et familietræ for latter. Dette slægtskabstræ for latter var bemærkelsesværdigt lig det evolutionære træ (Current Biology vol. 19 s.1106). De stærkeste akustiske forskelle var mellem mennesket og menneskeaberne, fortæller Marina Davila-Ross. Men lydene fra chimpanserne og gorillaerne, som er vores nærmeste slægtninge, var akustisk mere lig menneskets latter end de skingre lyde, som orangutangerne udsender, når de kildes.

Men skal vi definere latter som simpelthen en lyd, som frembringes under leg? Forskerne er ikke enige om dette. Jaak Panksepp fra Pullman universitet i staten Washington opdagede, ved at lave lydoptagelser af rotter ved hjælp af flagermus-detektorer, at rotterne frembringer karakteristiske ultrahøje kvidrelyde ved en frekvens på 50.000 Hertz, når rotterne kildes eller nusses. Han betragter dette som latter, og argumenterer for, at studier af rotterne kan hjælpe os til at forstå neurobiologien bag menneskets latter (Behavioral Brain Research bd.182 s.231).

Har latter noget med kønnene at gøre?

Den humoristiske sans varierer enormt fra person til person. Meget er indlært eller kulturelt påvirket. Men der er intet, som tyder på en systematisk forskel i de ting, som mænd og kvinder finder morsomme (Journal of Pragmatics bd.38 s.1).

Nyere forskning støtter heller ikke, at kvinder ler mere end mænd, som en tidligere undersøgelse ellers tydede på (New Scientist nr.2769 s.34).

Der er dog en situation, hvor forskellen på mænd og kvinder viser sig, nemlig når de to køn er sammen. Lige fra starten er drenge latter-frembringere. De er skoleklovne, som underholder de fnisende piger, konkluderer Robert Provine i sin forskning. Han har fundet det samme mønster i kontaktannoncer, hvor mænd har tendens til at annoncere med deres sans for humor, og kvinder leder efter en morsom mand. Robert Provine mener, at dette viser, at denne adfærd er udviklet ved seksuel selektion, og har kontroversielt foreslået, at kvindelig latter i nærvær af mænd er et signal om underkastelse (New Scientist nr.2769 s.34).

En anden mulighed er, at denne forskel snarere er kulturelt bestemt end biologisk bestemt. Mange studier har vist, at dominerende individer – lige fra ældre i stammesamfund til bossen på jobbet – har større sandsynlighed for at frembringe latter end deres underordnede har, og at de kan bruge latter som et middel til at udvise magt eller til at binde deres underordnede til sig. Det forhold, at kvinder ler mere i grupper, hvor både mænd og kvinder er til stede, kunne så skyldes det forhold, at mænd generelt er mere magtfulde i samfundet end kvinder er.

Eller måske manipulerer kvinder mænd i disse tilfælde, som psykologen Michael Owren fra Georgia State University i Atlanta og kollegaen Jo-Anne Bachorowski fra Vanderbilt University i Nashville, Tennessee, mener. De har fundet, at latter påvirker lytteren på to måder.

For det første påvirker det – som enhver pludselig, høj og stigende lyd – ved at være stimulerende og påkalder sig opmærksomhed og agtpågivenhed. Men latter får også lytteren til at føle sig bedre tilpas ved association til positive følelser fra den tidligste barndom.

Mænd og kvinder kan drage fordel af disse virkninger i forskellige sammenhænge, siger Michael Owren.  Kvinder har tilbøjelighed til at være forsigtigt tilbageholdende og på vagt over for ukendte mænd, men ved at le nervøst kan de påvirke hans humør, så situationen kommer til at føles mere positiv. Ifølge Michael Owren kan det samme trick ikke bruges af en mand, der møder en kvinde. Mandens latter ville tværtimod øge kvindens allerede hævede, alarmerede årvågenhed og gøre situationen mere anspændt (New Scientist nr.2769 s.35).

Er latter den bedste medicin?

Lee Berk fra Loma Linda University i Californien viste 14 frivillige 20 minutters videoklip af humoristiske TV-programmer, såsom Saturday Night Live. Han målte deres blodtryk og cholesterolniveau før og efter. Resultatet, som han præsenterede på 2009-mødet for Association for Psychological Science i San Fransisco, var, at cholesterolniveauet faldt og det systoliske blodtryk faldt også. Det er vanskeligt at sammenligne med motion, men Lee Berk vurderer, at den fysiologiske fordel svarer til 20 minutters moderat workout-motion. At se dystre scener fra filmen Saving Private Ryan havde ikke disse virkninger.

Andre undersøgelser har vist, at latter øger virkningen af immunsystemet ved at øge produktionen af antistoffer og antiviteten af naturlige dræberceller. En moders latter kan forøge kvaliteten af hendes brystmælk, så den bliver mere effektiv til at bekæmpe hudallergier i det nyfødte barn  (New Scientist 16. juni 2007 s.23).

Leslie Martin fra La Sierra University i Riverside, Californien, undersøgte livslængden hos 1215 amerikanere på grundlag af deres psykologiske profil, da de var 10 år. Hun fandt, at de mest humørfyldte (cheerful) også var dem, som døde tidligst. Et humørniveau i den øverste fjerdedel af den undersøgte gruppe mennesker øgede risikoen for dødsfald på et hvilket som helst tidspunkt i deres liv med 21% over risikoen for dem, der var i den nederste fjerdedel (Personality and Social Psychology Bulletin bd.28 s.1155).

Undersøgelsen viste, at humørbørnene var mere tilbøjelige til at drikke og ryge senere i livet. Det kan være, at de mindre humørfyldte tager mere vare på sig selv (New Scientist nr.2769 s.35).

Hvorfor er latter smitsomt?

Det er velkendt, at latter smitter. Charles Dickens skrev for 160 år siden i “A Christmas Carol”, at under sygdom og sorg kan latter være uimodståelig smitsom. Men man ved stadig ikke, hvorfor latter smitter.

Sophie Scott fra University College London målte hjerneaktiviteten hos 20 frivillige i en funktionel MRI-scanner, medens de hørte en CD med latter – og sammenlignede med lyde såsom triumfhujen, jamren osv. Hun afspillede også en neutral, kunstig lyd, som ikke havde nogen specifik mening for forsøgspersonerne.

Alle de emotionelle lyde frembragte en reaktion i hjernens premotoriske cortex-bark, som er det område af hjernen, som styrer ansigtsmusklerne. Dette til trods for, at forsøgspersonerne ikke brugte disse muskler, medens de lå inde i hjernescanneren. Sophie Scott forklarer dette med, at hjernen er udstyret med spejlende forbindelser, som får os til at kopiere andres adfærd, når vi genkender deres følelser.

Hjernens reaktion var tydeligere, når forsøgspersonen hørte latter og triumfhujen, end når lydene viste negative følelser. Dette kunne tyde på, at tilbøjeligheden til at kopiere er størst, når vi hører andres morskab og fryd (Journal of Neuroscience bd.26 s.13067).

Dette kan altså måske forklare, hvordan latter er smitsomt. Men hvorfor skulle latter være smitsomt?

En forklaring tager sit udgangspunkt i, at latter stammer fra dets evolutionære oprindelse i rå-og-tumlende leg, hvor latter udsender en tydelig meddelelse om, at vi ikke kæmper for alvor. Det kan være vigtigt, at hele gruppen modtager dette sikkerhedssignal, så legen ikke går over gevind, fordi nogen ikke har forstået, at det blot var en leg, siger Christian Hempelmann fra Purdue University i West Lafayette, Indiana.

Sophie Scott har et andet forslag til forklaring. Hun mener, at ved at spejle den andens følelsesmæssige tilstand kan man lette kommunikationen og samspillet med hinanden. Ved at le af det samme, får vi lejlighed til at vise tilknytning til den anden. Dette kan være baggrunden for, at latter er specielt smitsomt. Latter er en umådelig sammenbindende ting, siger Sophie Scott.

Der findes en anden slags smitsom latter, som ikke er så behagelig og legende. I 1962 var der i Tanzania noget, som blev kaldt “latterepidemien”. Den brød ud i en pigeskole, og spredte sig i løbet af nogle måneder over hele landet. Latteren var dog kun et enkelt symptom ud af en kompleks samling af symptomer, som blev kendt som en “massepsykogenisk sygdom” eller massehysteri, som opstod som resultat af politisk og socialt tryk i området (Humor bd.20 s.49). Det havde derfor næppe noget med den almindelige smittende latter at gøre.

Kan man få en computer til at udsende latterlyde?

Vores latter og fnisen varierer meget, og det er derfor ingen let sag at få en computer til at le. De komplekse frekvensmønstre i menneskets latter er vanskeligt at programmere en computer til at lave. Menneskets ha-ha-ha er den mest almindelige lyd, men variationer går over alle vokalerne (Journal of the Acoustical Society of America bd.110 s.1581). Vi varierer også rytme og betoning. Vi kan bruge dette til at give latteren forskellig karakteristik, såsom lykke eller latterliggørelse (Emotion bd.9 s.397). Lyde, hvor stemmebåndene vibrerer, såsom latterskrig, foretrækkes af lytterne frem for lyde, hvor stemmebåndene ikke vibrerer, såsom snorken, stønnen og grynt.

New Scientist har bedt sine læsere om at udvælge, hvilke lyde, som lyder mest som latter: På Internetsiden http://www.soundsfunny.org/turing/ bliver man bedt om at lytte til en række lyde, og undervejs vælge, om man tror, at den kommer fra et menneske eller fra en computer. 

Lydene er frembragt kunstigt af forskellige forskere:

Jürgen Trouvain og kolleger fra Saarland universitet i Saarbrücken, Tyskland, arbejder med at lave modeller for bevægelserne af stemmelæberne og luftstømmene.

Grégory Beller fra Pierre og Marie Curie Universitet i Paris bruger en algoritme, som laver tekst om til tale og ændrer rytmen og betoningen i forsøg på at efterligne forskellige følelser.

Shiva Sundaram fra Deutsche Telekom i Berlin anvender en teknik, som kaldes liniær-forudsigelig talekodning for at frembringe individuelle “ha”-latterlyde og en simpel algoritme til at bestemme, til hvilket tidspunkt, de skal komme.

Jérôme Urbain fra Mons Universitet i Belgien blander og manipulerer enkelte latterlyde, der er hentet fra rigtig latter.

Internetsiden http://www.webkomplet.eu/frederiksberglatterklub indeholder mange oplysninger om latter – samt eksempler på latter.

På blogsiden http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=288 kan man læse følgende diskussion:

"Spørgsmål:
Hvor er Neanderthalernes plads i Guds plan? Er de skabte mennesker i Guds billede, som Cro Magnon jo må være? Eller er de dyr? Hvis de er mennesker, udgået fra Edens have, hvorfor er de så så forskellige fra os? Eller er videnskaben igen helt på afveje i forhold til de to arter?"

Blogsiden bringer følgende svar på dette spørgsmål (som jeg vil kommentere længere nede på siden her):

"Svar:
Så vidt jeg er orienteret, så adskiller de fund vi kalder Neanderthalere sig ikke mere fra nulevende mennesker, end at en rimelig teori går ud på, at det er mennesker som os, der blot lider af en særlig knoglesygdom (jeg kan ikke lige huske hvad den hedder). Nulevende mennesker med denne sygdom får faktisk knogler af samme udseende. Ud fra dette, og ud fra hvor forskellige nulevende mennesker er, så ser jeg ikke noget problem i, at "neanderthalere" nedstammer fra de samme forfædre som du og jeg – ikke aberne, men Adam og Eva!

Det er desværre mit indtryk, at meget af den videnskab der beskæftiger sig med menneskets oprindelse, i uhyggelig grad bygger på fantasi frem for fakta. Der kan brygges mange gode historier på lidt bensplinter, og jo mindre man ved, jo mere spillerum er der jo for fantasi og teorier! Det kan godt være, at det er at sætte det på spidsen, men det er i hvert fald mit personlige indtryk af dette forskningsfelt.  Jørgen Sejergaard "

Min kommentar til :
1) "Så vidt jeg er orienteret, så adskiller de fund vi kalder Neanderthalere sig ikke mere fra nulevende mennesker, end at en rimelig teori går ud på, at det er mennesker som os, der blot lider af en særlig knoglesygdom (jeg kan ikke lige huske hvad den hedder). Nulevende mennesker med denne sygdom får faktisk knogler af samme udseende" (Jørgen Sejergaard ).

Mit svar til 1): Jo, studier af DNA i Neanderthalerne har vist, at de er en helt anden art. (se nærmere længere nede). De adskiller sig med hensyn til deres mitokondrie-DNA markant fra mennesket, selv om de er menneskets nærmeste slægtning. I øvrigt er der ikke tale om nogen knoglesygdom.

Min kommentar til :
2) "Ud fra dette, og ud fra hvor forskellige nulevende mennesker er, så ser jeg ikke noget problem i, at "neanderthalere" nedstammer fra de samme forfædre som du og jeg – ikke aberne, men Adam og Eva!  (Jørgen Sejergaard )"

Mit svar til 2): Både mennesket, neanderthalerne, chimpanser og andre aber har fælles forfædre. Der var en fælles forfader til mennesket, neanderthaleren og chimpansen (for i størrelsesordenen 6 mill. år siden). Og der var en fælles forfader til mennesket og neanderthaleren (for i størrelsesordenen 0,5 mill. år siden). (se nedenfor). 

Min kommentar til :
3) "Det er desværre mit indtryk, at meget af den videnskab der beskæftiger sig med menneskets oprindelse, i uhyggelig grad bygger på fantasi frem for fakta. Der kan brygges mange gode historier på lidt bensplinter, og jo mindre man ved, jo mere spillerum er der jo for fantasi og teorier! Det kan godt være, at det er at sætte det på spidsen, men det er i hvert fald mit personlige indtryk af dette forskningsfelt. (Jørgen Sejergaard )"

Mit svar til 3): Når der her tales om fantasi, er det lige omvendt: Det er kreationisterne, som "i uhyggelig grad" bruger fantasi og som forkaster fakta. Sætningen "jo mindre man ved, jo mere spillerum er der jo for fantasi og teorier" passer perfekt på kreationisterne. Nedenfor bringes mere om Neanderthalerne:

Om måske bare to år kender vi ­neanderthal-menneskets genom. Man vil så kunne sammenligne med geno­met hos mennesket og chimpansen. Det vil give viden om, hvordan mennesket genetisk har udviklet sig igennem de seneste få hundredetusinder af år. Den fælles forfader for det moderne menneske og neanderthal-mennesket levede for ca. ½ mill. år siden.

Man har fundet fossilrester af over 275 ­neanderthal-individer på over 70 lokaliteter, bl.a. i Tyskland, Rusland, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien, men det var især et 38.000 år gammelt neandertal-fossil fra Kroatien, der gjorde det muligt at gennemføre de nye detaljerede analyser. Dette fossil var nemlig næsten helt fri for forurening med menneske-DNA. Tidligere anset for umuligt Det er uhyre vanskeligt at gennemføre en detaljeret analyse af meget gammelt arvemateriale, fordi DNA i tidens løb nedbrydes til småstykker på højst 100-200 basepar. Man har anset opgaven for at være umulig, men en ny metode blev opfundet, der gjorde det muligt. ­Forskerne har påvist ca. 1 million base­par i neanderthaler-DNA, og to forskergrupper har i 2006 publiceret vigtig information om neander­thal-DNA i henholdsvis Science og Nature(4841). Nærmeste slægtning til os Neanderthaleren er den uddøde hominid, som er nærmest beslægtet med det nulevende menneske. Hvis man kender neanderthaler-DNA’et kan man få at vide, hvorved mennesket er specielt.

Det er 150 år siden, at man fandt det første neanderthaler-fossil. Det var i Neander­thal-dalen ved Feldhofer uden for Düsseldorf i Tyskland. Mange senere fund blev gjort, og man blev efterhånden klar over, at ­neanderthalerne fandtes i Europa og tilstødende dele af Asien for ca. 400.000 år siden og forsvandt for 24.000-28.000 år siden. I løbet af denne tid udviklede ­neanderthalerne morfologiske træk, som gjorde dem stadig mere forskellige fra forfædrene til det moderne menneske, som på denne tid udvikledes nede i Afrika. F.eks. har kraniet fra de senere Neanderthalere et fremtrædende midteransigt, og deres hjernekasser ­buler udad på siderne. De adskiller sig også fra det moderne menneske ved udformningen af kraniets basis, ved kæbernes form og i det indre øres opbygning.

Det moderne menneske opstod i Afrika og spredte sig uden for Afrika for ca. 40.000-50.000 år siden. Det diskuteres stadig, hvordan de overtog scenen fra Neanderthalerne og andre samtidige hominider. Der er tidsmæssigt og stedmæssigt overlap i neanderthalernes udbredelse og det moderne menneskes udbredelse dengang, men der kendes ingen steder, hvor de levede samtidig på præcis samme sted. Men sent i neanderthalernes historie opstod der kulturelle træk, såsom kropsdekorationer, og måske skete det ved kulturmøder med det moderne menneske?(ref.4841,4898) Sekvensbestemmelse af DNA I 1997 sekvensbestemte man et område af mitokondrie-DNA’et fra en ­neanderthaler. Det pågældende mitokondrie-DNA var kendt for at være meget variabelt. Eftersom DNA’et var fra mitokondrierne, kan det kun være blevet nedarvet via mødre (idet sædceller ikke bringer deres mitokondrier ind i ægcellen). Det viste sig, at variationen hos dette ­mitokondrie-DNA fra Neanderthalere faldt uden for det variationsområde, som findes hos mennesket.

Man har nu analyseret mitokondrie-DNA fra 11 forskellige fund af neanderthalere. Alle viste sig nærmere beslægtet med hinanden end med menneskets mitokondrie-DNA. Mitokondriestudierne gav følgende konklusion: Den moderne mennesketype (fra Cro-Magnon mennesket til nutidsmennesket) har ingen mito­kondrie-DNA-sekvenser fælles med neanderthalernes DNA-sekvenser.

Det tyder stærkt på, at ingen neanderthal-kvinde bidrog med mitokondrie-DNA. Ingen neanderthalkvinde fødte en pige med et menneske som far. Denne konklusion vedrører dog kun et enkelt sted på mitokondrie-DNA’et. Det udelukker derfor ikke, at sådanne møder kan være sket. Men også andre studier tyder på, at hvis neander­thaleren overhovedet bidrog med arvemateriale, kan det kun have været i begrænset omfang. Nogle ting vil dog bedst kunne forklares, hvis der faktisk har været sex mellem mennesket og neanderthaleren: Nemlig visse SNP’ere (DNA med ”single nukleo­tid polymorfisme”, altså enkeltbase-variation) og påvisning af, at neanderthalerens X-kromosom afviger mere end neanderthalerens almindelige kromosomer: Det ville kunne forklares, hvis menneske-mænd har bidraget med gener. Flere sekvensanalyser vil kunne give et svar.

Da menneskets genom og chimpansens geno­m blev kortlagt, viste det sig, at der er ca. 35 millioner nukleotidforskelle på mennesket og chimpanser. Snart vil også orangutan- og makakabe-geno­met være kendt. Forurenet DNA De fleste fossiler er forurenet med menneske-DNA, når de skal undersøges. Men nogle fossiler er bedre bevarede end andre: Dette viser sig ved, 1) at de indeholder mange aminosyrer, 2) at deres aminosyresammensætning tyder på, at det bevarede protein stammer fra kollagen, samt 3) at aminosyrerne har bevaret den for biologiske aminosyrer karakteristiske venstredrejende optiske evne (og ikke ved omlejring er blevet til en lige blanding [”racemisk” blanding] af højre og venstre aminosyrer).

Analyserne Stykker af 100-200 mg væv fra ­neanderthal-knogler blev analyseret. Det fundne DNA blev opformeret med PCR-metoden (se BioNyt nr.72). DNA-sekvensen blev indsat i et plasmid, dvs. ringformet DNA. 100 eksemplarer af hver DNA-sekvens blev ”klonet”, dvs. opformeret i bakterier.

Forureningen med menneske-DNA var ekstremt forskellig. Nogle franske og russiske neanderthalfund indeholdt 99% menneske-DNA i forhold til kun 1% neanderthal-DNA. Et ­neanderthalfossil fra Spanien inde­holdt 25% menneske-DNA i forhold til hele 75% neanderthal-DNA, og et fund fra Kroatien indeholdt kun 1-6% menneske-DNA i forhold til ikke mindre end 94-99% neander­thal-DNA! Dette var et fund, der var gjort i 1980 i Vindija-hulen i Kroatien. Disse knogler fra Kroatien har ifølge kulstof-14 analyse en alder på 38.310 år med en usikkerhed på plus eller minus 2130 år. Der kendes 14 knogler fra stedet i Kroatien. Knoglerne herfra er meget forskelligt bevaret – formentlig på grund af forskellig udsættelse for gennemsivende vand. Det meste af det DNA, som man finder på fossilerne, er fra de mikroorganismer, som har levet på dem. Men da man kan lave hundredetusinder af sekvensanalyser, kan man alligevel finde det neanderthal-DNA, som er til stede.

Fra den bedst bevarede neanderthalknogle sekvensbestemte man 255.000 DNA-stumper med forskellig sekvens. Celler indeholder meget større mængde af mitokondrie-DNA end kerne-DNA. I det analyserede mitokondrie-DNA var der 34 steder, som kunne sammenlignes med mitokondrie-DNA fra chimpanser og mennesker. Blandt disse var der 14 steder, hvor neanderthal-DNA’et var identisk med chimpansens DNA. De øvrige 20 steder var forskellige fra både chimpansen og mennesket.

Den bedst bevarede knogle af Kroatien-fundet var fra en neanderthaler-mand (der blev fundet rester af både X- og Y-kromosomet, altså var det en mand).

Cirka 0,04% af neanderthal-DNA’et er kortlagt. Det betyder omvendt, at 99,96% stadig ikke er kortlagt.

Man fandt 434 positioner, som var anderledes hos mennesket, men ens hos chimpanser og neanderthaler. Det tyder på, at disse ændringer kun er sket i menneskeliniens udvikling. Tilsvarende fandt man 3447 positioner, som var anderledes hos neanderthaleren, men ens hos chimpanser og mennesket. Det tyder på, at disse ændringer er sket særskilt i neanderthaler-liniens udvikling. (De fleste af afvigelserne på de 3477 positioner skyldes dog nok bare opståede fejl på grund af skader på DNA’et, og nogle kan være sekvensbestemmelsesfejl).

De foreløbige sekvensdata tyder på, at ca. 8% (dvs. en trettende-del, 1/13) af de DNA-sekvensændringer, som er sket i menneskelinien, siden menneskeliniens fraspaltning fra chimpanselinien, er sket efter fraspaltningen af neanderthallinien.

Fraspaltningen fra chimpanselinien er tidsmæssigt vurderet til at være sket for 6½ mill. år siden. (Ny dansk forskning har sat tallet til 4,1 mill. år). Hvis 6½ mill. år er korrekt, tyder det på, at neanderthal-linien fraspaltedes for under ½ mill. år siden (eftersom 13 gange kortere tid end 6½ mill år er 500.000 år). Hvis der regnes med tallet 4,1 mill. år for fraspaltningen fra chimpanselinien, er neanderthallinien fraspaltet for 315.000 år siden. Disse tal må nødvendigvis være usikre, fordi det præcise tidspunkt for chimpanseliniens fraspaltning er noget usikkert.

Når man kender hele neanderthal-genomet vil man få at vide, hvilke dele af menneskets genom, som er ændret, efter at menneskelinien og neanderthallinien adskiltes. Det er blandt disse senere ændringer, at man skal finde forklaringen på, hvorfor mennesket er menneske. Den effektive populationsstørrelse Ud fra forskellene i generne inden for populationerne af mennesker, chimpanser og den kendte population af neanderthalere kan man sige noget om, hvor stor ”den effektive populations­størrelse” var. Det siger noget om, hvor få individer, der har været, da det gik dårligst for populationen. Menneskets effektive populationsstørrelse er i størrelsesordenen 10.000. Den effektive populationsstørrelse for chimpanser, gorillaer og orangutaner er i størrelsesordenen 20.000-40.000. Neanderthalerens effektive populationsstørrelse var i størrelsesordenen som hos mennesket, hvilket tyder på, at denne indsnævring af den effektive populationsstørrelse allerede skete før menneskets og neanderthalerens linier adskiltes. Måske var en lille effektiv popula­tionsstørrelse et typisk træk for mange grupper af slægten Homo – og måske forbundet med talrige udspredninger fra små grupper. Allerede Homo erectus havde formentlig genetiske eller kulturelle tilpasningsegenskaber, idet det nok var dette, som muliggjorde, at Homo erectus allerede for ca. 2 millioner år siden optrådte uden for Afrika(ref.4841). D arwin udgav sin bog om arternes oprindelse i 1859. Tre år tidligere havde minearbejdere i august 1856 fundet neander­thalknogler i et kalkbrud (i hulen Kleine Feldhofer Grotte) i Neanderdalen uden for Düsseldorf i det vestlige Tyskland. Dette var i virkeligheden det første indicium på, at ikke kun dyrene, men også mennesket havde gennemgået en evolution, men Darwin undlod at omtale neanderthalknoglerne, selv om han kendte til fundet.

Man har naturligt troet, at neander­thalerne var slægtskabsmæssigt direkte forløbere for det moderne menneske. Men det har vist sig, at der samtidigt levede andre typer mennesker i Afrika, som var klart mere moderne end neanderthalerne, og dermed bedre kandidat til at være direkte forløbere for det moderne menneske. Neanderthalerne var en evolutionær blindgyde, med mindre de bidrog genetisk ved at have sex med mennesket, hvilket ikke er bevist, og hvis det er sket, er neander­thalernes gener atter forsvundet.

Neanderthalerne levede i Europa, fra Gibraltar til Usbekistan i det vestlige Asien. Der levede så vidt vides ingen neanderthalere i Fjernøsten, det centrale Rusland eller Sibirien, og de levede heller ikke i Afrika. Deres samlede antal var næppe over 100.000 på noget tidspunkt. De levede i mellem­istiden, som kaldes Eem, og i den første del af Weichsel-istiden.

Det er sandsynligt, at neanderthalerne nedstammer fra Homo heidelbergensis. Denne art opstod i Østafrika for ca. 600.000 år siden, og var vandret til Europa for ca. 500.000 år siden ifølge fund her. I Europa var de på grund af Middelhavet isoleret genetisk fra deres slægtninge i Afrika. Det smalle stræde ved Gibraltar var umuligt at krydse på grund af stærke strømme, og geografisk isolation medfører evolutionær udvikling i en ny retning.

300.000 år gamle fund af Homo heidelbergensis fra Europa viser klare tegn på at være før-neanderthalere. Der var flere istider (hele to istider mellem for 400.000 og for 130.000 år siden), og de periodevise nedisninger medførte geografisk isolation af Europa: Neanderthalernes forfædre var således mod nord begrænset af kold tundra og gletschere, og mod syd begrænset af Middelhavet og Alpernes gletschere. Mod vest var de naturligvis begrænset af Atlanterhavet, og mod øst var de bl.a. begrænset af en voldsom forøgelse af udstrækningen af det Kaspiske hav og Sortehavet. I perioder var der kun et tåleligt klima i et smalt bælte på 100 km vandret gennem Europa et stykke nord for Alperne. Under disse forhold udvikledes neanderthalmennesket, – tilpasset anatomisk til ekstrem kulde. Deres foretrukne byttedyr var vildoksen, som de jagede med spyd, ikke ved at kaste, men ved at stikke det i dyret fra kort afstand(ref.4898). Neanderthalmennesket havde ikke nutidsmenneskets højde, men vejede dog i gennemsnit 25% mere, og spiste dobbelt så mange kalorier som et hårdtarbejdende nutidsmenneske, især på grund af kulden og de anstrengende jagter, som iøvrigt ofte medførte knoglebrud. Deres liv var præget af rutine, forudsigelighed og ringe mobilitet. I begyndelsen af den sidste istid, for ca. 75.000 år siden, er nogle af Europas neanderthalere dog formentlig vandret mod øst og syd, til vestasien og mellemøsten. Men dels indhentede istiden dem, dels mødte de det moderne menneske i form af Cro-Magnon mennesket (Homo sapiens), som var langt bedre til at planlægge og forudsige udfaldet af begivenheder, og som ved hjælp af ­religion havde bedre gruppesammenhold (BioNyt nr.133).

Cro-Magnon mennesket havde højere pande, var kreative, opfandt hele tiden bedre og mere effektive redskaber og udnyttede ressourcerne mere effektivt. De var mere mobile, og opdelt i store stammer, som mødtes og udvekslede ideer. Undertiden hentede de materialer til deres redskaber langvejs fra. De lærte at fange laks og rensdyr(ref.4898).

Neanderthalerne blev efterhånden reduceret til smågrupper på 20-25 individer. Det første sted, hvorfra de uddøde, var i Sydfrankrig, netop hvor koncentrationen af Cro-Magnon mennesket var størst. Det skete for ca. 35.000 år siden. De overlevede længere tid på den spanske halvø, hvorfra de blev trængt mod Gibraltar. I Gorham’s Cave på Gibraltar har man fundet neanderthalredskaber, som kun er 28.000 år gamle (måske kun 24.000 år gamle). Det er det sidste spor efter neanderthalerne. Men de overlevede trods alt i ikke mindre end 150.000 år, og dette var under istidernes barske klima. Hvor længe vil det politiske nutidsmenneske overleve?

Man har undersøgt mitokondrie-DNA fra syv fund af tidlige Cro-Magnon mennesker og påvist, at det helt ligner DNA fra nutidsmennesket. Derimod er der ikke fundet sekvenser af neander­thal-DNA i Cro-Magnon-fossilerne, og heller ikke i nutidsmennesker. Kreationister, som jo ikke vil tro på evolutionen, hævder, at neanderthalerne bare var almindelige mennesker(4897), men de var altså deres helt egen art, Homo neanderthalensis.

Det er omkring 1000 menneskegenerationer siden, at der stadig levede neanderthalere på samme tid som vore forfædre. Det er ikke så længe siden, skriver speciallægen Peter K.A. Jensen, forfatter til den velskrevne bog Menneskets oprindelse og udvikling (Gyldendal 2005).

I maj 2006 meddelte Svante Pääbo og medarbejdere på et Cold Spring Harbor møde i New York, at de nu også havde udvundet kerne-DNA fra neanderthal-knogler, og der er nu lavet et The Neandertal Genome Project.

Til studiet af DNA fra neander­thalerne benyttede Svante Pääbo og kolleger fra Max-Planck Instituttet for evolutionær antropologi i Leipzig en teknik, som kaldes pyro­-sekventering. Metoden er 100 gange mere effektiv end traditionelle metoder. Pyro-sekventering indledes med, at materialet opdeles i mindre stykker, og det er derfor ikke et problem, at udgangsmaterialet i forvejen består af korte sekvenser. Metoden er tidligere blevet anvendt til at bestemme geno­met for uddøde mammutter ved at sammenligne med elefantgenomet.

Edward Rubin fra Lawrence Berkeley National Laboratory var leder af den gruppe, som publicerede i Science. De anvendte en anden metode til analyse af 65.350 basepar af neanderthal-DNA, nemlig en såkaldt meta-genomisk metode. Forskellen mellem de to metoder kan kort forklares ved, at pyro-sekventering finder frem til store dele af arvematerialet, hvorimod den meta-genomiske metode er mere fokuseret. Begge metoder har deres berettigelse afhængigt af, hvilke spørgsmål, man ønsker at besvare.

Svante Pääbo’s gruppe har taget hul på et omfattende toårigt projekt, der skal finde frem til det fulde neandertal-genom med dets i alt ca. tre milliarder basepar(Kilde 4792), dvs. 3000 gange mere, end man kender af genomet i dag. Man har nu brugbare metoder til at foretage denne kortlægning og tilstrækkeligt med neanderthal-fossiler at bruge af.

Ole Terney

(Kildenumrene kan findes på www.bionyt.dk/137)

Chimpanser har evne til at se hensigten hos en anden chimpanse, og modtage en tegnsignal fra denne. En chimpanse er blevet set kradse sig på overdreven måde og under frembringelse af lyde, medens en anden chimpanse så på den, hvorefter den anden chimpanse straks indfandt sig og nussede det udpegede område af pelsen. Dette var formentlig netop hensigten med denne gestus. (4424)og (4424b). Se andre kilder her.