BioNyt – Videnskabens Verden (bionyt.dk) : Nyheder & debat


  • Abonner på

  • Meta

  • 

    Arkiv for 'Planter' Kategori

    Ny flora for Grønland

    Sendt af Ole Terney ( webredaktør ) d. 9th august 2011


    Botaniker og TV-vært Flemming Rune har udgivet en omfattende, ny blomsterflora for Grønland. På grundlag af den nyeste forskning baseret på DNA-studier af planter har mange planter fået en ny
    slægtsskabsplacering i forhold til andre plantearter. Disse nye opfattelser af plantearternes indbyrdes slægtskab er tilgodeset i floraen.

    Bogen har for hver art en plantebeskrivelse på dansk og på engelsk. Det grønlandske plantenavn er nævnt, hvis der findes et sådant. Floraen har det kendte storlomme-format (ligesom f.eks. “Europas Fugle”), og der er tildelt en side til hver planteart – for så vidt denne har et foto. De arter, som ikke har et foto, er beskrevet med kendetegn på den side, hvor en planteart af lignende udseende er afbilledet. Flemming Rune har fotograferet planterne og omhyggeligt angivet det geografiske sted for hvert billede. Der er en nøgle til slægterne, og da mange slægter kun har en eller få arter i Grønland fungerer nøglen også i mange tilfælde som en nøgle til arterne. Der er medtaget mange arter af græsser, men naturligvis fylder blomsterplanterne mest. Fotografierne viser planterne i deres naturlige sammenhæng og desuden bringes ofte næroptagelser af blomsterne. Bogen er trykt i 6000 eksemplarer, og der er allerede blevet solgt flere tusinde.

    Posted i Arktisk biologi, Biologi, Planter | 0 kommentarer »

    Alger: Energi- og fødekilde

    Sendt af Ole Terney ( webredaktør ) d. 8th september 2010

    BioNyt Videnskabens Verden om alger.

    BioNyt Videnskabens Verden har udgivet et temanummer om alger.  Med udgangspunkt i olieudslippet i Den Mexicanske Golf konstaterer bladet, at fossil olie medfører uheld og krige – og spørger, om alger kan levere en mere sikker olie.

    Alger danner selv olie – faktisk er meget af den fossile olie oprindelig alger. Nogle alger er ekstremt gode til at lave olie – hos en mikroskopisk grønalge er over 90% af tørstoffet fedtstoffer.

    Ifølge nogle fremskrivninger forventer man, at udviklingen vil gå fra 3 millioner liter algeolieproduktion i år 2011 til 22.000 millioner liter i år 2025 globalt.

    Måske kan alger dyrkes i Danmark – f.eks. tang, såsom Søsalat. En række danske institutioner er i gang med at undersøge sådanne tanker – og har fået millionstøtte hertil.

    Danmark har specielle forudsætninger – bl.a. særligt kendskab til biogas-produktion, samt know-how om, hvordan organismer kan dyrkes, og hvordan stoffer kan udvindes.

    På det seneste er der blevet fokuseret på brugen af tang i mad. Kendte danske kokke har kastet sig over dette nye tema i dansk madkultur, og fødevareindustrien er også interesseret.

    Alger indeholder en rigdom af stoffer, hvoraf nogle vil kunne udnyttes til lægevidenskabelige formål og andre vil kunne bruges til industrielle formål i bred forstand.

    Alger kan være giftige – men tang er ikke giftige, og faktisk har tang mange gode egenskaber. Måske var tang ligefrem vigtige for menneskets tidlige evolution, fordi menneskets store hjerne næppe ville kunne være blevet udviklet uden adgang til marine fødeemner.

    Tang kan visse steder i verden høstes ved blot at samle tangen op i tidevandszonen, men mange steder sker der en egentlig dyrkning af tang, og dyrkningen er blevet effektiviseret på forskellige måder. Alger kan også dyrkes i bioreaktorer, enten med lystilgang eller i mørke.

    Der er mange fordele ved alger – bl.a. vokser de meget hurtigere end landplanter, og de lægger ikke beslag på den sparsomme muldjord og ferskvand og kræver ikke, at man fælder regnskovene.

    Der er meget at lære, før man har fundet en optimal dyrkningsform og lært at udnytte algerne rigtigt. Men alger repræsenterer fremtiden.

    Temanummeret er på 56 storsider (A4), og kan købes hos www.bionyt.dk. Supplerende oplysninger om alger – bl.a. spørgsmål/svar om alger – kan findes på www.bionyt.dk/alger for bladets abonnenter.

    BioNyt Videnskabens Verden er i 2010 udkommet i 30 år.

    Posted i Alger, Biologi, Debat, Evolution, Flyvning, HIV og AIDS, Hjernen, Invasive arter, Kost og levnedsmidler, Kræft og kræftbehandling, Landbrug, Livets udvikling, Medicin, Menneskets afstamning, Naturmedicin, Planter, Ressourcer | 1 kommentar »

    Klima: gamle træer dør med dobbelt hastighed

    Sendt af Ole Terney ( webredaktør ) d. 29th januar 2009

    23.jan.2009 [6795]:
    Amerikanske undersøgelser viser, at gamle træer nu dør med dobbelt så hurtig hastighed i forhold til dødshastigheden i 1955. Årsagen kan måske skyldes klimaændringer. Hvis gamle skole dør hurtigere kan det måske øge CO2-koncentrationen i atmosfæren.
    Læs mere [*kræver log-på, men du kan få gratis oplysning om links én gang]

    Posted i Klima, Planter | 0 kommentarer »

    Allergi-fremkaldende plante invaderer landet via fuglefrø.

    Sendt af Ole Terney ( webredaktør ) d. 5th december 2008

     

    Den ekstremt allergifremkaldende Bynke-ambrosie (Ambrosia artemisiifolia; engelsk: Common Ragweed)  kommer til Danmark via fuglefrø, især solsikkefrø fra Ungarn, som er forurenet med bynkeambrosie-frø. Planterne spirer fra frø, som havner på jorden. 

     

    Da Plantedirektoratet i efteråret 2007 undersøgte 16 tilfældige frøblandinger til vildtfugle, fandt man Bynke-ambrosie i HALVDELEN af dem! I fire af prøverne fandtes frøene i store mængder. Da man gentog undersøgelsen i efteråret 2008 var der stadig Bynke-ambrosie i vildtfrø, så producenterne har tydeligvis ikke taget risikoen alvorligt. Fuglefrø bliver nemlig ikke sorteret, inden eksporten til Danmark.

    Når frøene havner på jorden, vokser planten frem til en op til 1 meter høj ukrudtslignende plante med bregneagtige blade og musehalelignende blomster.

    Finder du den, så træk den op med rod. Brænd den eller smid den i en sæk til forbrænding, lyder en fælles opfordring fra Astma-Allergi Forbundet og Danmarks Naturfredningsforening. Husk at bruge handsker, for planten kan give allergiske reaktioner i form af nældefeber. Endvidere skal man være påpasselig, hvis planten er i blomst og spreder sit allergifremkaldende pollen. De små pollen kan komme langt ned i menneskers luftveje.

    Bynkeambrosie er en af de planter, der er allermest allergifremkaldende, – på linie med de værste tilfælde af birkeallergi. Hvis den ligesom dræbersneglen får fodfæste i Danmark, risikerer vi mange nye tilfælde af pollenallergi. Desuden vil pollensæsonen blive forlænget 2 måneder, fordi planten blomstrer sent, i september og oktober måned og måske langt ind i november, indtil frosten kommer.

    Planten udsender meget små, lette pollenkorn, som vinden kan transportere over lange afstande, hvorved den kan sprede sig hurtigt. Der er endnu så få eksemplarer af bynkeambrosie herhjemme, at vi har chancen for at bekæmpe den.

    Når planten først er kommet ind i haven, spreder den sig let herfra. Dens tornede frø hænger fast i tøj og dyrepels. Planten spreder sig fra haver ud i naturen.

    En enkelt plante producerer i gennemsnit fra 3000 til 6000 frø, men kan under gode forhold producere 60.000 frø pr. plante. Frøene kan overleve i ca. 40 år, mens de venter på det rette klima, hvilket er på vej i Danmark med det varmere vejr.

    Man har konstateret en enorm spredning af planten i Centraleuropa og Sydeuropa på grund af det mildere klima. I Schweiz er 12% af befolkningen nu allergisk overfor planten i de områder, hvor den vokser. 25 procent af dem får astma, så det er alvorligt, siger biolog Janne Sommer fra Astma-Allergi Forbundet.

    I Danmark har op mod en million danskere pollenallergi. Det tal kan stige med 100.000, hvis udviklingen går som f.eks. i Schweiz.

    I Tyskland er bekæmpelse af planten en del af den nationale allergihandlingsplan. Her kan man købe fuglefoder, der er mærket ”Ambrosie frei”.


    Yderligere information:
    Plantedirektoratet
    Skovbrynet 20
    2800 Kgs. Lyngby
    Tlf.:  4526 3600 
    E-mail: pdir@pdir.dk
    http://www.pdir.fvm.dk

    [6283]


    Se blomst her og hele planten her.

    Posted i Allergi og astma, Biodiversitet, Biologi, Immunsystemet, Invasive arter, Planter | 1 kommentar »