I anledning af Darwins jubilæums-år for hans 200 års fødselsdag 12. feb. 1809 har biolog og formidlingschef Hanne Strager fra Statens Naturvidenskabelige Museum skrevet en bog om Darwin og idéen om evolution, som forandrede vores syn på verden. Bogen er udkommet på Gyldendals forlag.
Darwins arbejde var banebrydende, men han var sig meget bevidst, at hans teori ville støde imod årtusinders fejlopfattelse af naturen. ’Det føles som at tilstå et mord’ skrev Darwin i 1844, før han offentliggjorde det, som senere skulle revolutionere vores opfattelse af menneskets plads i naturen og hele livets udvikling efter livets opståen på Jorden. Selve livets opståen skrev Darwin ikke om, men han udgav en letforståelig, grundig tekst om, hvordan livet måtte have udviklet sig.
Darwins bog ”On the Origin of Species” udkom i 1859. (Darwin udgav bogen ”The decent of man” i 1871). Bøgerne gav et sammenhængende billede af evolutionen, men meget af bevismaterialet er kommet til senere. Darwin havde bl.a. ikke kendskab til det genetiske grundlag for evolutionen, som vi i dag kender i mange detaljer.
Der er gået 150 år siden bogens udgivelse. I dag kan vi konstatere, at evolutionen er særdeles solidt funderet af de geologiske og biologiske vidnedsbyrd.
Darwin var ikke den første, som kom på den tanke, at arterne kunne have udviklet sig – noget man dengang kaldte ”transmutation”. Selv Darwins farfar var inde på sådanne ideer – faktisk så meget, at han i en bog foreslog, at alt liv stammede fra en fælles stamform. Hans argumentation var dog meget spekulativ og var ikke nok til at overbevise barnebarnet Charles Darwin i første omgang. Men måske havde farfaderens idé alligevel ligget og modnet i det senere så berømte barnebarn.
Darwins far var læge, og som 16-årig blev Darwin sendt til Edinburgh for selv at blive læge. Han klarede to års studier, men væmmedes ved operationerne uden bedøvelse. Faderen skældte ud: ”Du interesserer dig ikke for andet end at fange rotter”, sagde han blandt andet.
Darwin blev introduceret til tidens ”intelligent design” ideer, fremført af en præst ved navn William Paley, og Darwin slugte i første omgang umiddelbart tankesættet om, at alle arter måtte være skabt fikse og færdige, så de passede perfekt ind i hele naturens maskineri – som tandhjul i et mekanisk ur.
Darwin opgav lægestudiet, og accepterede faderens forslag om at blive præst. Engelske præster havde nemlig rigelig tid til at studere naturhistorie, som var Darwins store lidenskab, f.eks. at samle på biller og andre insekter.
Darwin undgik denne skæbne ved et lykketræf. Han kom med på en 5-årig verdensomsejling som rejsefælle for kaptajnen. Dengang kunne en kaptajn ikke tillade sig at være kammerat med skibets øvrige besætning. Kaptajn FitzRoy ville undgå ensomheden på skibet, som havde fået hans forgænger på skibet og også hans onkel til at begå selvmord under lignende situationer, som han selv ville kunne forvente på den meget lange rejse.
Darwin indfandt sig med de yderst trange forhold ombord, og et besætningsmedlem sagde senere, at Darwin havde været det eneste menneske, han kendte, som ingen havde sagt noget grimt om. Under et diskussion med kaptajnen, hvor Darwin viste foragt for slaveri, blev han forvist fra kahytten, men straks taget til nåde igen.
Kaptajnen var en stædig rad. Han fortrød formentlig senere, at han havde foræret Darwin en bog om geologi af en skotsk geolog, Charles Lyell, som skrev om, at Jordens overflade havde ændret sig over tid. Darwin slugte bogen, og den var ammunition til hans efterhånden spirende forståelse af, at også Jordens liv havde ændret sig over tid, endog over mange millioner af år (ingen vidste dengang, at tidsforløbet var milliarder og ikke kun millioner af år). Kaptajnen holdt sig til sine forudfattede bibelske meninger, som højst tillod en enkelt syndflod, så Darwin havde hele tiden inde på livet, hvilken enorm modstand hans evolutionstanker ville bevirke blandt de religiøse.
Darwin var flere gange meget heldig på rejsen. Bl.a. da han oplevede et kraftigt jordskælv i Chile! Han konstaterede nemlig forbløffet, at et lag med muslinger i havet var blevet hævet flere meter over højeste højvande på følge af jordskælvet. Det var direkte bevis på, at Jordens overflade ændrer sig.
En anden gang på rejsen var Darwin igen heldig. Han kom til nogle kystskrænter (Punta Alta) ved Sydamerika, som indeholder enorme mængder af fossiler i en blot 2-3 meter høj, leret skrænt. Knoglerne strittede frem. På andendagen måtte Darwin bruge over 3 timer til at udgrave et helt kranie, hvilket senere viste sig at være fra en uddød kæmpeslægtning til dovendyret. Samme dyr, Megatherium, var dengang kun fundet en gang før, i Brasilien i 1789.
Kæmpedovendyret levede indtil for kun 10-15 tusinde år siden. Det var langtfra nogen dinosaur, som Darwin havde fundet, men det påviste kæmpepattedyrenes periode og at livet har forandret sig på Jorden.
En tredie gang, hvor Darwin var yderst heldig på rejsen, var da han besøgte Galapagos-øerne. Disse vulkanske øer har forskellig alder. Øernes arter er forskellige, men har fællestræk. Af Darwins dagbogsnotater fra rejsen kan man se, at han i hvert fald var tæt på at opfatte dette som variationstræk, som skyldtes en evolution. Senere studier af de mange hjembragte fund fra Galapagos, bl.a. en engelsk ornithologs undersøgelser af de beslægtede, men yderst forskellige finkearter fra Galapagos-øerne, kom til at støtte tanken. Darwin kunne have gjort mange flere evolutionsbevis-iagttagelser på Galapagos-øerne, bl.a. ved at sammenligne skildpaddernes skjolde, men de fyldte for meget på skibet og blev ikke taget med hjem.
Evolutionen udvikler sig hurtigere på øer end på et fastland. Isolation medfører nemlig, at variationer bevares og udvikles videre. Det samme gælder andre isolerede levesteder, f.eks. de forskellige isolerede søer i Afrika, hvor familier af ferskvandsfisk har udviklet sig hurtigt og derved skabt nye arter. Helt det tilsvarende kendes fra isolerede bjergtoppe. Både dyr og planter udvikler sig sådanne steder eksplosionsagtigt i forhold til andre steder, hvor genpuljerne har lettere ved at blive blandet op, så de spontant opståede genetiske variationer udvandes.
Darwins 5-årige rejse Jorden rundt gav ham tid og lejlighed til at tænke over de store linier i livets udvikling. Han konstaterede, at der ikke var almindelige pattedyr i Australien, og at der var særlige dyr (gumlerne, hvortil dovendyret og bæltedyret hører) i Sydamerika. Han stillede sig selv spørgsmålet: ”Kan det tænkes, at der hvor vi finder de største forskelle mellem dyre- og planteliv, også er der hvor landene har været skilt længst fra hinanden?” og han konkluderede: ”Det indebærer at de australske pungdyr er blevet udskilt på et tidspunkt, hvor pattedyrene ikke eksisterede”.
Da Darwin var på sin lange jordomrejse voksede en 12-årig dreng, Alfred Wallace, op i Wales, og han kom senere i livet til næsten at overhale Darwin inden om, idet han også på rejser rundt i verden kom til den samme evolutionskonklusion.
Ud over, at Darwin manglede kendskab til genetikken, manglende han også kendskab til kontinentalbevægelserne. Disse og andre nyere videnskabsgrene har bekræftet evolutionen. Kendskabet til generne har f.eks. vist, at ændringer i generne (de såkaldte mutationer) kan have gavnlige virkninger på overlevelsen. Man kender f.eks. til, at mutationer hos mennesket, som har givet mulighed for at udnytte mælk, er opstået mindst fire gange uafhængigt af hinanden, nemlig en gang i Europa og tre gange forskellige steder i Afrika. Der er tale om ændringer i et gen, som kontrollerer det laktosenedbrydende enzym. Menneskebørn tåler naturligvis mælk, men det er faktisk sjældent at voksne mennesker tåler mælk. Børn danner et enzym, som nedbryder mælkens mælkesukker (laktose). Det normale er altså, at den voksne menneskekrop holder op med at danne enzymet. Vi nordboere drikker mælk, og det skyldes dels mutationen, dels at evnen til at leve af mælk i tider med vanskelige kår for at få mad nok, naturligvis har været en overlevelsesfordel. Da flere overlevede, spredte genet sig hurtigt.
Tilsvarende anskuelighedseksempler på evolutionen i funktion kender man flere af. I England har farven på birkemålerne ændret sig i takt med luftforureningen. Medens birketræernes bark blev stadig mørkere på grund af industrialderens luftforurening øgedes andelen af den mørke form af insektet. Efter at luften nu er blevet renere, så birketræerne er blevet lysere, er den mørkere form blevet meget sjældnere. I slutningen af 1800-tallet var næsten alle birkemålerne mørke, nu er næsten alle hvide. Kun ved at have en farve som birketræerne kan insekterne undgå at blive ædt i stor stil af fuglene. Kombinationen birkebarkfarve/fugle/luftforurening styrer selektionstrykket på denne insektart.
Hanne Stragers bog om Darwin og evolution er velskrevet og oplysende. Bogen medtager også debatten, bl.a. den nyere forfægtigelse af ”intelligent design”. Bogen handler i øvrigt ikke kun om personen Charles Darwin, men også om de andre aktører inden for opdagelsen af evolutionen.
Bogen kan hermed anbefales varmt.
"Som at tilstå et mord: Darwin og ideen som forandrede verden". Hanne Strager. Gyldendal 2009. 208 sider. kr. 249 (vejl.)
Se også: Debatten om evolution og skabelsestro..
