Politiets hotline, hvor man – eventuelt anonymt – kan indrapportere, hvad man har set til bandekriminalitet mv., har telefon nr. 35 21 92 50.

Det er jo ekstremt nemt at huske – eller hvad?

Hvis man bruger HUSKETEKNIK, kan nummeret huskes på følgende måde:

Theodor Felgens bil – bliver skubbet af Buster Larsen – som følges af Mr. Bean – som følges af Finn Nørbygaard.

(Der er lidt Olsen-banden over billedet).

HUSKETEKNIK-reglen er følgende:

35 Theodor Felgens bil (3=T, Tre; 5=F, Fem) – bliver skubbet af 21 Buster Larsen (2=B, fordi B er det 2. bogstav i alfabetet; L = 1, fordi lille-l ligner et 1-tal) – som følges af 92 Mr. Bean (9= M, fordi "NI" sammenskrevet bliver til et "M"; og 2=B havde vi jo tidligere) – som følges af 50 Finn Nørbygaard (5=F, Fem, som vi havde tidligere; og 0=N, Nul).

Læs mere om husketeknik her: http://www.bionyt.dk/husketeknik

Hjernens aldersbetingede svækkelse kan vendes med motion. Fysiske dele af hjernens struktur (nemlig stamcellerne i hjernens huskecenter Hippocampus) kan forbedres med motion. 

Produktionen af nerve-stamceller hos mus kunne i et forsøg, hvor musene blev motioneret, fordobles ved blot en times daglig motion. Forskerne regner med, at der sker noget tilsvarende i menneskets hjerne, hvis vi motionerer.

Ved at stimulere væksten af stamceller i hippocampus bliver det lettere for hjernen at holde hukommelsesprocesserne i gang. Den nye forskning tyder med andre ord på, at fysisk bevægelse holder hjernens reparationsmekanismer i et højt gear.

Det er et hold forskere fra Taiwan, der har konstateret, at motion sætter gang i hjernens produktion af nervestamceller og progenitorceller, dvs. forstadieceller til nye nerveceller i hjernens hippocampus. Denne produktion af nye nerveceller plejer ellers at gå mere eller mindre i stå, når man bliver midaldrende.

Begge slags celler er multipotente, hvilket betyder, at de under de rette signalpåvirkninger kan udvikle sig til mange forskellige slags celler. Progenitorcellerne er kommet længere i deres differentiering, så de er mere funktionsrettede end de mere fleksible stamceller.

Det er kun i ca. 20 år, at hjerneforskere har haft kendskab til, at hjernen dette sted er i stand til at reparere sig selv gennem en proces, der kaldes neurogenese, hvilket vil sige, at der dannes nye nerveceller. Dette sker ikke overalt i hjernen, men det sker, hvor der er behov for at huske nyt, og det sker altså ved hjælp af stamceller og progenitorceller, der udvikles i hippocampus-området.

Hippocampus spiller en afgørende rolle for hukommelse og indlæring. Man har fundet beviser på, at hukommelsen og indlæringsevnen bliver ringere, når stamcelleproduktionen falder i hippocampus.

Når man bliver ældre, sker der et fald i stamcelleproduktionen.

Forskerne satte mus i fem forskellige aldersgrupper til at løbe i trædemøller i en time dagligt. Undervejs holdt man øje med niveauet af forskellige stoffer i hjernen. Fem kontrolgrupper fik ingen motion.

De midaldrende mus havde som forventet en lav produktion af nye stamceller i hippocampus – faktisk kun 5% af niveauet i de unge mus. Men med blot en times daglig motion i trædemøllen steg produktionen af stamceller i de midaldrende mus trods alt til det dobbelte i forhold til den ikke-motionerende testgruppe.

Samtidig steg overlevelsesprocenten af disse celler med 170%.

Psykologen Helmuth Nyborgs forskning i intelligensforskel mellem kønnene er blevet kritiseret af statistikere for at være fejlbehæftet. Den kritiske rapport er udarbejdet af et sagkyndigt udvalg, der blev nedsat af dekanen ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Ã…rhus. Udvalget var under ledelse af professor og statistiker Jens Ledet Jensen (Aarhus Universitet) og bestod desuden af professor Jan-Eric Gustafsson (Göteborgs Universitet) og professor Niels Keiding (Københavns Universitet).

Ud fra den lange og detaljerede rapport kan man konkludere følgende:

HN’s angivelse af, at der var to sæt forsøgsgrupper på 52 og 62 personer er forkert – der var i virkeligheden tale om samme gruppe (på 62 personer), men nogle beregninger kan måske være foretaget, da der kun var 52 i gruppen. Analyserne foretages af HN’s assistenter, og HN følger ikke analyserne tæt nok at holde styr på, hvilket datasæt, som bruges på et bestemt tidspunkt. HN er eneforfatter på artiklerne, og assistenterne er anonyme.

Gruppen på 62 personer er sammensat af to halvdele. Den ene halvdel består er resten af en gruppe, som oprindelig var på 91 personer, men hvor 60 af disse gik ud af undersøgelsen. Man har svært ved at tro på en undersøgelse, hvor kun 1/3 af deltagerne af den oprindelige gruppe gennemfører, (fordi de tilbageblevne personer kan være ujævnt fordelt i den oprindelige gruppe). Ud over at forsøgsgruppen på 62 personer altså er samlet af resterne fra en 91-personers gruppe og 31 nye personer, hvilket ikke er tillidsvækkende for resultatet, er det en besynderlig lille gruppe, kun 62, for et så grundlæggende spørgsmål som kønsforskelle i intelligens.

I en undersøgelse af børn, hvor HN angiver antallet af børnene til at være 325, var der i virkeligheden kun 219, og HN udelader mange data og gentager nogle målinger for nogle af børnene. Det har medført kludder i de statistiske analyser. I en anden artikel bruger HN kun data fra 119 af børnene.

HN’s artikler beskriver undersøgelsesdesignet på ufuldstændig måde. HN har ikke beskrevet håndteringen af manglende data, grunden til at forsøgspersoner går ud af undersøgelsen og grunden til at nogle data er gentaget. Der er problemer med at identificere dataene, og manglende beskrivelse af foretagne valg.

De statistiske analyser er fejlbehæftede: I to tilfælde blev der brugt en forkert matematisk formel til udregning af “punkt-biseriel faktor korrelationen”. Det skyldtes to læsefejl – HN opdagede fejlen i det ene tilfælde – men fejlene medførte ikke større resultatfejl.

Det fremgår ikke – men formentlig har HN ønsket at følge intelligensudviklingen hos unge over en årrække. I langtidsundersøgelser er det et almindeligt problem at antallet af forsøgsdeltagere svinder ind, men der skal gøres rede for dette, og det har HN ikke gjort tilstrækkeligt. Når dette blev påpeget har han sagt, at undersøgelsen stadig er i gang – selv om den nu må anses for at være afsluttet for over 10 år siden. (Børnegruppen var oprindelig 8-16 år, og personerne er nu voksne, hvorved intelligensen må formodes ikke at ændre sig yderligere; desuden droppede 2/3 af deltagerne ud undervejs, så fortsættelse af undersøgelsen er grundløs).

Brugen af statistiske “faktoranalyser” er ikke forklaret godt nok, og hvis andre statistiske værktøjer var blevet anvendt kunne man have nået frem til andre konklusioner. Faktisk ville alle andre med rimelighed anvendte statistiske analyser have givet konklusioner, som ville passe dårligere til det, som HN på forhånd ønsker at nå frem til i konklusionen. Men man ved ikke, om HN netop valgte den statistiske metode ud fra en intention om at nå et ønsket resultat – hvilket ville være at snyde.

 Da HN skal udregne analysens såkaldte signifikansværdi, dvs. dens “p-værdi”, bruger han en metode (standard hypotesetest for korrelationskoefficienter beregnet ud fra uafhængige replikationer). Det kan man ikke, mener de kritiske professorer, men de medgiver at det er svært at finde en god måde at finde et signifikanstal for dataene på.

Den såkaldte “g-faktor” metode (g står for “generel intelligens”), udviklet af en amerikansk intelligensforsker ved navn A.Jensen, og som HN bruger, har der i de senere år været megen diskussion om. Denne diskussion var dog ikke startet da HN brugte denne metode.

Læs rapporten her:

http://www.samfundsvidenskab.au.dk/forskning/rapport_helmuth_nyborg.htm