Læs mere

To amerikanske forskere har på grundlag af sammenligninger mellem forskellige bakteriegrupper foreslået, at mere end to tredjedele af verdens bakteriearter kan tænkes at nedstamme fra den samme forfader, som levede på landjorden og ikke i havet.

Begrundelsen for, at forfaderen levede på landjorden, skulle være, at de mikroorganismegrupper, som er blevet foreslået at være beslægtede, har fælles karakteristika – såsom tolerance over for ultraviolet lys, modstandsdygtighed over for vandtab, og evnen til at danne en beskyttende spore under ugunstige forhold – hvilket ville have været afgørende for liv, som kan overleve på landjorden.

Ikke alle forskerne på området har modtaget det nyforeslåede bakterie-slægtstræ uden kritik.

Nogle forskere er ganske vist positive, skriver tidsskriftet Nature: "Jeg havde forventet at se noget som dette, men jeg er ikke desto mindre begejstret," siger geokemiker Paul Knauth på Arizona State University. "Jeg har længe argumenteret for, at den virkelig vigtige begivenhed i begyndelsen af livet skete på land, og at årsagen til, at vi har været svært ved at finde beviserne herfor er, at de terrestriske miljøer så hurtigt eroderes og derfor meget sjældent efterlader vidnedsbyrd fra fossile klipper."

Men andre forskere er mere forsigtige. "Jeg kan godt lide tanken bag artiklen," siger evolutionsbiolog Jonathan Eisen fra University of California i byen Davis til Nature. Men han tilføjer, at han synes, at mange af detaljerne er underlige. "Forfatterne er tilbøjelige til at nævne artikler, der er enige med deres stamtræer, men ikke dem, der ikke er enige."

Jonathan Eisen siger, at han er usikker på, hvordan de to forskere har udvalgt de levesteder, som de sammenligner. "De har for eksempel udeladt bakterier fra almindelige varme kilder, så vidt jeg kan vurdere det," siger han. Han tilføjer, at et centralt spørgsmål er, hvilken betydning selve prøveudtagningen har. Hvis et par grupper af bakterier, som påstås at være inden for det foreslåede slægtskabsområde, udelukkes – såsom Gloeobacter [en type af cyanobakterier] – understøttes den nye hypotese ikke, mener han.

Molekylærbiologen Radhey Gupta ved McMaster University i Ontario, Canada, siger til Nature: "Jeg må indrømme, at jeg ikke er så begejstret for deres forslag."  Der foreligger dokumentation fra tidligere forskning om, at disse bakterier ikke nedstammer fra en fælles forfader, siger han – for eksempel er de indre overlevelses-sporer, som dannes af bakteriegruppen Firmicutes, meget forskellige fra de sporer, der produceres af aktinobacterier og cyanobakterier, siger han.

Det er Blair Hedges på Pennsylvania State University og Fabia Battistuzzi, nu på Arizona State University i Tempe, der er kommet med de nye forslag om bakteriers indbyrdes slægtskab. Blair Hedges er enig med Radhey Gupta i, at den landjordbaserede storgruppe, som de har foreslået, har nogle marine medlemmer, men han hævder, at de kombinerede beviser peger på en landjordboende forfader for alle medlemmerne i storgruppen.

Spørgsmålet er altså, om mange bakterier kan tænkes at nedstamme fra en jordboende forfader, dvs. om flertallet af bakterier, omkring 2/3 af bakterierne, kan have udviklet sig på land fra en tidlig fælles forfader, sådan som undersøgelsen fra af to amerikanske forskere foreslår.

Forholdet mellem forskellige familier af bakterier har længe været omstridt. Traditionelt har slægtskabstræer, der viser, hvordan bakterier er relateret til hinanden, været baseret på to forskellige teknikker, der har givet forskellige resultater i forhold til hinanden. Ved den ene metode laves slægtskabstræet ved at sammenligne de gener, der koder for ribosomalt RNA. Ved den anden metode laver man slægtskabstræet på grundlag af 20-40 centrale gener, der findes i næsten alle levende organismer.

Blair Hedges og Fabia Battistuzzi mener imidlertid at have konstateret, at de to metoder giver samme slægtskabstræer, hvis der tages hensyn til en iboende skævhed i dataene for ribosomalt RNA. Deres forslag til nyvurdering rapporteres i tidsskriftet Molecular Biology and Evolution. Forskerne siger her, at de nye data og diagrammer viser, at 6.157 ud af 9.740 prokaryote bakteriearter – herunder cyanobakterier, actinobacteria, bakterier og chloroflexi – deler en fælles forfader, der var tilpasset til livet på landjorden.

"Det lader til, at alle disse grupper havde en landjordboende fælles forfader for tre milliarder år siden," siger Blair Hedges.

Nøglen til den nye forskning var den observation, at hos bakterier fra varme kilder på dybt havvand (hydrotermal vents) indeholder de gener, der koder for ribosomalt RNA, mere guanin og cytosin end de indeholder adenin og thymin. Dette er ikke overraskende, eftersom bindingen mellem guanin og cytosin er mindre tilbøjelig til at brække ved høje temperaturer end bindingen mellem adenin og thymin. Der vil altså for bakterier, der lever ved høje temperaturer, være et selektionstryk i retning mod at anvende disse mere stabile guanin/cytosin-bindinger i deres gener.

Men de to forskere mente, at denne tilbøjelighed for højt indhold af guanin/cytosin også kunne være årsag til forskellen mellem de slægtskabstræer, som bygger på undersøgelser af ribosomalt RNA, i forhold til de slægtskabstræer, som bygger på et udvalg af gener, som er fælles for mange organismer. De to amerikanske forskere anvendte en statistisk korrektion for at kompensere for denne tilbøjelighed til øget indhold af guanin og cytosin i generne. Dette frembragte to nye slægtskabstræer, der var meget mere ens.

For at undersøge om de nye slægtsskabstræer, som de havde fremstillet ud fra de genetiske oplysninger, var korrekte, besluttede Blair Hedges og Fabia Battistuzzi at kontrollere deres resultater mod virkeligheden ved at undersøge egenskaberne hos cellerne af mikroorganismer og sammenligne med deres levesteder.

Referencer:

Tidsskriftet Nature, 28 november 2008, DOI: 10.1038/news.2008.1265. http://www.nature.com/news/2008/081128/full/news.2008.1265.html [Kun kommentar].

Battistuzzi, F. og Hedges, S., Molecular Biology and Evolution, DOI: 10.1093/molbev/msn247 (2008) [Originalartiklen]

Endnu engang fik evolutionsfornægterne taletid i Danmarks Radio ("Mennesker og tro"), denne gang var det Henri Nissen, som er chefredaktør af ugeavisen Udfordringen, en kristen højreorienteret ugeavis, ifølge radioprogrammets vært, Anders Laugesen.

Henri Nissen fik uden videre lov til at komme med følgende udtalelser om evolutionen:

- det er en gammel teori fra forrige århundrede.
- det er meget usikkert.
- det bygger bl.a. på kulstof-14 metoden, som ikke går ret mange år tilbage, og som Syndfloden vil have givet andre målinger. 

Det er en grotesk beskrivelse af evolutionen.

Man kan ikke afvise en teori, fordi den er gammel (det betyder bare, at man opdagede en lovmæssighed for længe siden, og det gælder f.eks. også opdagelsen af, at Jorden er rund – det er også en gammel teori!)

Evolutionen er ikke noget usikkert, – der findes næppe noget, som er mere sikkert og velunderbygget. Detaljerne kan stadig diskuteres, f.eks. hvornår den fælles forfader til de nulevende chimpanser og det nulevende menneske levede – var det f.eks. for 6 eller 7 millioner år siden, men evolutionen er hele grundlaget for den moderne medicinske forskning, biokemiske forskning, biologiske forskning osv. Hallo, vi kender DNA’et og ved, hvordan det kan ændres. Hvis man spørger religiøse, om de vil blive mindre religiøse, hvis de får ny viden, svarer de, at det ikke vil påvirke deres religiøsitet. Så er der jo ikke grund til at forkaste viden. Henrik Nissen kom med den interessante udtalelse, at hvis hans forældre ikke havde troet bogstaveligt på Bibelen, så havde han ikke været troende i dag. Jamen, så er hans tro jo bare noget, som han har arvet fra sit hjem. Han oplyste også, at 40% af amerikanerne tror, at vi lever i De Sidste Tider.  Gad vide, om det ikke også i stor udstrækning er de samme, som fornægter miljø-, klima- og ressourcetruslerne?

BioNyt nr. 134/135 beskriver livets opståen og udvikling. Læs her

BioNyt nr. 133 beskriver religion ud fra en biologisk synsvinkel. Læs her

Kilde til radioprogrammet: http://www.dr.dk/P1/menneskerogtro/udsendelser/2007/07/22165529.htm

På blogsiden http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=288 kan man læse følgende diskussion:

"Spørgsmål:
Hvor er Neanderthalernes plads i Guds plan? Er de skabte mennesker i Guds billede, som Cro Magnon jo må være? Eller er de dyr? Hvis de er mennesker, udgået fra Edens have, hvorfor er de så så forskellige fra os? Eller er videnskaben igen helt på afveje i forhold til de to arter?"

Blogsiden bringer følgende svar på dette spørgsmål (som jeg vil kommentere længere nede på siden her):

"Svar:
Så vidt jeg er orienteret, så adskiller de fund vi kalder Neanderthalere sig ikke mere fra nulevende mennesker, end at en rimelig teori går ud på, at det er mennesker som os, der blot lider af en særlig knoglesygdom (jeg kan ikke lige huske hvad den hedder). Nulevende mennesker med denne sygdom får faktisk knogler af samme udseende. Ud fra dette, og ud fra hvor forskellige nulevende mennesker er, så ser jeg ikke noget problem i, at "neanderthalere" nedstammer fra de samme forfædre som du og jeg – ikke aberne, men Adam og Eva!

Det er desværre mit indtryk, at meget af den videnskab der beskæftiger sig med menneskets oprindelse, i uhyggelig grad bygger på fantasi frem for fakta. Der kan brygges mange gode historier på lidt bensplinter, og jo mindre man ved, jo mere spillerum er der jo for fantasi og teorier! Det kan godt være, at det er at sætte det på spidsen, men det er i hvert fald mit personlige indtryk af dette forskningsfelt.  Jørgen Sejergaard "

Min kommentar til :
1) "Så vidt jeg er orienteret, så adskiller de fund vi kalder Neanderthalere sig ikke mere fra nulevende mennesker, end at en rimelig teori går ud på, at det er mennesker som os, der blot lider af en særlig knoglesygdom (jeg kan ikke lige huske hvad den hedder). Nulevende mennesker med denne sygdom får faktisk knogler af samme udseende" (Jørgen Sejergaard ).

Mit svar til 1): Jo, studier af DNA i Neanderthalerne har vist, at de er en helt anden art. (se nærmere længere nede). De adskiller sig med hensyn til deres mitokondrie-DNA markant fra mennesket, selv om de er menneskets nærmeste slægtning. I øvrigt er der ikke tale om nogen knoglesygdom.

Min kommentar til :
2) "Ud fra dette, og ud fra hvor forskellige nulevende mennesker er, så ser jeg ikke noget problem i, at "neanderthalere" nedstammer fra de samme forfædre som du og jeg – ikke aberne, men Adam og Eva!  (Jørgen Sejergaard )"

Mit svar til 2): Både mennesket, neanderthalerne, chimpanser og andre aber har fælles forfædre. Der var en fælles forfader til mennesket, neanderthaleren og chimpansen (for i størrelsesordenen 6 mill. år siden). Og der var en fælles forfader til mennesket og neanderthaleren (for i størrelsesordenen 0,5 mill. år siden). (se nedenfor). 

Min kommentar til :
3) "Det er desværre mit indtryk, at meget af den videnskab der beskæftiger sig med menneskets oprindelse, i uhyggelig grad bygger på fantasi frem for fakta. Der kan brygges mange gode historier på lidt bensplinter, og jo mindre man ved, jo mere spillerum er der jo for fantasi og teorier! Det kan godt være, at det er at sætte det på spidsen, men det er i hvert fald mit personlige indtryk af dette forskningsfelt. (Jørgen Sejergaard )"

Mit svar til 3): Når der her tales om fantasi, er det lige omvendt: Det er kreationisterne, som "i uhyggelig grad" bruger fantasi og som forkaster fakta. Sætningen "jo mindre man ved, jo mere spillerum er der jo for fantasi og teorier" passer perfekt på kreationisterne. Nedenfor bringes mere om Neanderthalerne:

Om måske bare to år kender vi ­neanderthal-menneskets genom. Man vil så kunne sammenligne med geno­met hos mennesket og chimpansen. Det vil give viden om, hvordan mennesket genetisk har udviklet sig igennem de seneste få hundredetusinder af år. Den fælles forfader for det moderne menneske og neanderthal-mennesket levede for ca. ½ mill. år siden.

Man har fundet fossilrester af over 275 ­neanderthal-individer på over 70 lokaliteter, bl.a. i Tyskland, Rusland, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien, men det var især et 38.000 år gammelt neandertal-fossil fra Kroatien, der gjorde det muligt at gennemføre de nye detaljerede analyser. Dette fossil var nemlig næsten helt fri for forurening med menneske-DNA. Tidligere anset for umuligt Det er uhyre vanskeligt at gennemføre en detaljeret analyse af meget gammelt arvemateriale, fordi DNA i tidens løb nedbrydes til småstykker på højst 100-200 basepar. Man har anset opgaven for at være umulig, men en ny metode blev opfundet, der gjorde det muligt. ­Forskerne har påvist ca. 1 million base­par i neanderthaler-DNA, og to forskergrupper har i 2006 publiceret vigtig information om neander­thal-DNA i henholdsvis Science og Nature(4841). Nærmeste slægtning til os Neanderthaleren er den uddøde hominid, som er nærmest beslægtet med det nulevende menneske. Hvis man kender neanderthaler-DNA’et kan man få at vide, hvorved mennesket er specielt.

Det er 150 år siden, at man fandt det første neanderthaler-fossil. Det var i Neander­thal-dalen ved Feldhofer uden for Düsseldorf i Tyskland. Mange senere fund blev gjort, og man blev efterhånden klar over, at ­neanderthalerne fandtes i Europa og tilstødende dele af Asien for ca. 400.000 år siden og forsvandt for 24.000-28.000 år siden. I løbet af denne tid udviklede ­neanderthalerne morfologiske træk, som gjorde dem stadig mere forskellige fra forfædrene til det moderne menneske, som på denne tid udvikledes nede i Afrika. F.eks. har kraniet fra de senere Neanderthalere et fremtrædende midteransigt, og deres hjernekasser ­buler udad på siderne. De adskiller sig også fra det moderne menneske ved udformningen af kraniets basis, ved kæbernes form og i det indre øres opbygning.

Det moderne menneske opstod i Afrika og spredte sig uden for Afrika for ca. 40.000-50.000 år siden. Det diskuteres stadig, hvordan de overtog scenen fra Neanderthalerne og andre samtidige hominider. Der er tidsmæssigt og stedmæssigt overlap i neanderthalernes udbredelse og det moderne menneskes udbredelse dengang, men der kendes ingen steder, hvor de levede samtidig på præcis samme sted. Men sent i neanderthalernes historie opstod der kulturelle træk, såsom kropsdekorationer, og måske skete det ved kulturmøder med det moderne menneske?(ref.4841,4898) Sekvensbestemmelse af DNA I 1997 sekvensbestemte man et område af mitokondrie-DNA’et fra en ­neanderthaler. Det pågældende mitokondrie-DNA var kendt for at være meget variabelt. Eftersom DNA’et var fra mitokondrierne, kan det kun være blevet nedarvet via mødre (idet sædceller ikke bringer deres mitokondrier ind i ægcellen). Det viste sig, at variationen hos dette ­mitokondrie-DNA fra Neanderthalere faldt uden for det variationsområde, som findes hos mennesket.

Man har nu analyseret mitokondrie-DNA fra 11 forskellige fund af neanderthalere. Alle viste sig nærmere beslægtet med hinanden end med menneskets mitokondrie-DNA. Mitokondriestudierne gav følgende konklusion: Den moderne mennesketype (fra Cro-Magnon mennesket til nutidsmennesket) har ingen mito­kondrie-DNA-sekvenser fælles med neanderthalernes DNA-sekvenser.

Det tyder stærkt på, at ingen neanderthal-kvinde bidrog med mitokondrie-DNA. Ingen neanderthalkvinde fødte en pige med et menneske som far. Denne konklusion vedrører dog kun et enkelt sted på mitokondrie-DNA’et. Det udelukker derfor ikke, at sådanne møder kan være sket. Men også andre studier tyder på, at hvis neander­thaleren overhovedet bidrog med arvemateriale, kan det kun have været i begrænset omfang. Nogle ting vil dog bedst kunne forklares, hvis der faktisk har været sex mellem mennesket og neanderthaleren: Nemlig visse SNP’ere (DNA med ”single nukleo­tid polymorfisme”, altså enkeltbase-variation) og påvisning af, at neanderthalerens X-kromosom afviger mere end neanderthalerens almindelige kromosomer: Det ville kunne forklares, hvis menneske-mænd har bidraget med gener. Flere sekvensanalyser vil kunne give et svar.

Da menneskets genom og chimpansens geno­m blev kortlagt, viste det sig, at der er ca. 35 millioner nukleotidforskelle på mennesket og chimpanser. Snart vil også orangutan- og makakabe-geno­met være kendt. Forurenet DNA De fleste fossiler er forurenet med menneske-DNA, når de skal undersøges. Men nogle fossiler er bedre bevarede end andre: Dette viser sig ved, 1) at de indeholder mange aminosyrer, 2) at deres aminosyresammensætning tyder på, at det bevarede protein stammer fra kollagen, samt 3) at aminosyrerne har bevaret den for biologiske aminosyrer karakteristiske venstredrejende optiske evne (og ikke ved omlejring er blevet til en lige blanding [”racemisk” blanding] af højre og venstre aminosyrer).

Analyserne Stykker af 100-200 mg væv fra ­neanderthal-knogler blev analyseret. Det fundne DNA blev opformeret med PCR-metoden (se BioNyt nr.72). DNA-sekvensen blev indsat i et plasmid, dvs. ringformet DNA. 100 eksemplarer af hver DNA-sekvens blev ”klonet”, dvs. opformeret i bakterier.

Forureningen med menneske-DNA var ekstremt forskellig. Nogle franske og russiske neanderthalfund indeholdt 99% menneske-DNA i forhold til kun 1% neanderthal-DNA. Et ­neanderthalfossil fra Spanien inde­holdt 25% menneske-DNA i forhold til hele 75% neanderthal-DNA, og et fund fra Kroatien indeholdt kun 1-6% menneske-DNA i forhold til ikke mindre end 94-99% neander­thal-DNA! Dette var et fund, der var gjort i 1980 i Vindija-hulen i Kroatien. Disse knogler fra Kroatien har ifølge kulstof-14 analyse en alder på 38.310 år med en usikkerhed på plus eller minus 2130 år. Der kendes 14 knogler fra stedet i Kroatien. Knoglerne herfra er meget forskelligt bevaret – formentlig på grund af forskellig udsættelse for gennemsivende vand. Det meste af det DNA, som man finder på fossilerne, er fra de mikroorganismer, som har levet på dem. Men da man kan lave hundredetusinder af sekvensanalyser, kan man alligevel finde det neanderthal-DNA, som er til stede.

Fra den bedst bevarede neanderthalknogle sekvensbestemte man 255.000 DNA-stumper med forskellig sekvens. Celler indeholder meget større mængde af mitokondrie-DNA end kerne-DNA. I det analyserede mitokondrie-DNA var der 34 steder, som kunne sammenlignes med mitokondrie-DNA fra chimpanser og mennesker. Blandt disse var der 14 steder, hvor neanderthal-DNA’et var identisk med chimpansens DNA. De øvrige 20 steder var forskellige fra både chimpansen og mennesket.

Den bedst bevarede knogle af Kroatien-fundet var fra en neanderthaler-mand (der blev fundet rester af både X- og Y-kromosomet, altså var det en mand).

Cirka 0,04% af neanderthal-DNA’et er kortlagt. Det betyder omvendt, at 99,96% stadig ikke er kortlagt.

Man fandt 434 positioner, som var anderledes hos mennesket, men ens hos chimpanser og neanderthaler. Det tyder på, at disse ændringer kun er sket i menneskeliniens udvikling. Tilsvarende fandt man 3447 positioner, som var anderledes hos neanderthaleren, men ens hos chimpanser og mennesket. Det tyder på, at disse ændringer er sket særskilt i neanderthaler-liniens udvikling. (De fleste af afvigelserne på de 3477 positioner skyldes dog nok bare opståede fejl på grund af skader på DNA’et, og nogle kan være sekvensbestemmelsesfejl).

De foreløbige sekvensdata tyder på, at ca. 8% (dvs. en trettende-del, 1/13) af de DNA-sekvensændringer, som er sket i menneskelinien, siden menneskeliniens fraspaltning fra chimpanselinien, er sket efter fraspaltningen af neanderthallinien.

Fraspaltningen fra chimpanselinien er tidsmæssigt vurderet til at være sket for 6½ mill. år siden. (Ny dansk forskning har sat tallet til 4,1 mill. år). Hvis 6½ mill. år er korrekt, tyder det på, at neanderthal-linien fraspaltedes for under ½ mill. år siden (eftersom 13 gange kortere tid end 6½ mill år er 500.000 år). Hvis der regnes med tallet 4,1 mill. år for fraspaltningen fra chimpanselinien, er neanderthallinien fraspaltet for 315.000 år siden. Disse tal må nødvendigvis være usikre, fordi det præcise tidspunkt for chimpanseliniens fraspaltning er noget usikkert.

Når man kender hele neanderthal-genomet vil man få at vide, hvilke dele af menneskets genom, som er ændret, efter at menneskelinien og neanderthallinien adskiltes. Det er blandt disse senere ændringer, at man skal finde forklaringen på, hvorfor mennesket er menneske. Den effektive populationsstørrelse Ud fra forskellene i generne inden for populationerne af mennesker, chimpanser og den kendte population af neanderthalere kan man sige noget om, hvor stor ”den effektive populations­størrelse” var. Det siger noget om, hvor få individer, der har været, da det gik dårligst for populationen. Menneskets effektive populationsstørrelse er i størrelsesordenen 10.000. Den effektive populationsstørrelse for chimpanser, gorillaer og orangutaner er i størrelsesordenen 20.000-40.000. Neanderthalerens effektive populationsstørrelse var i størrelsesordenen som hos mennesket, hvilket tyder på, at denne indsnævring af den effektive populationsstørrelse allerede skete før menneskets og neanderthalerens linier adskiltes. Måske var en lille effektiv popula­tionsstørrelse et typisk træk for mange grupper af slægten Homo – og måske forbundet med talrige udspredninger fra små grupper. Allerede Homo erectus havde formentlig genetiske eller kulturelle tilpasningsegenskaber, idet det nok var dette, som muliggjorde, at Homo erectus allerede for ca. 2 millioner år siden optrådte uden for Afrika(ref.4841). D arwin udgav sin bog om arternes oprindelse i 1859. Tre år tidligere havde minearbejdere i august 1856 fundet neander­thalknogler i et kalkbrud (i hulen Kleine Feldhofer Grotte) i Neanderdalen uden for Düsseldorf i det vestlige Tyskland. Dette var i virkeligheden det første indicium på, at ikke kun dyrene, men også mennesket havde gennemgået en evolution, men Darwin undlod at omtale neanderthalknoglerne, selv om han kendte til fundet.

Man har naturligt troet, at neander­thalerne var slægtskabsmæssigt direkte forløbere for det moderne menneske. Men det har vist sig, at der samtidigt levede andre typer mennesker i Afrika, som var klart mere moderne end neanderthalerne, og dermed bedre kandidat til at være direkte forløbere for det moderne menneske. Neanderthalerne var en evolutionær blindgyde, med mindre de bidrog genetisk ved at have sex med mennesket, hvilket ikke er bevist, og hvis det er sket, er neander­thalernes gener atter forsvundet.

Neanderthalerne levede i Europa, fra Gibraltar til Usbekistan i det vestlige Asien. Der levede så vidt vides ingen neanderthalere i Fjernøsten, det centrale Rusland eller Sibirien, og de levede heller ikke i Afrika. Deres samlede antal var næppe over 100.000 på noget tidspunkt. De levede i mellem­istiden, som kaldes Eem, og i den første del af Weichsel-istiden.

Det er sandsynligt, at neanderthalerne nedstammer fra Homo heidelbergensis. Denne art opstod i Østafrika for ca. 600.000 år siden, og var vandret til Europa for ca. 500.000 år siden ifølge fund her. I Europa var de på grund af Middelhavet isoleret genetisk fra deres slægtninge i Afrika. Det smalle stræde ved Gibraltar var umuligt at krydse på grund af stærke strømme, og geografisk isolation medfører evolutionær udvikling i en ny retning.

300.000 år gamle fund af Homo heidelbergensis fra Europa viser klare tegn på at være før-neanderthalere. Der var flere istider (hele to istider mellem for 400.000 og for 130.000 år siden), og de periodevise nedisninger medførte geografisk isolation af Europa: Neanderthalernes forfædre var således mod nord begrænset af kold tundra og gletschere, og mod syd begrænset af Middelhavet og Alpernes gletschere. Mod vest var de naturligvis begrænset af Atlanterhavet, og mod øst var de bl.a. begrænset af en voldsom forøgelse af udstrækningen af det Kaspiske hav og Sortehavet. I perioder var der kun et tåleligt klima i et smalt bælte på 100 km vandret gennem Europa et stykke nord for Alperne. Under disse forhold udvikledes neanderthalmennesket, – tilpasset anatomisk til ekstrem kulde. Deres foretrukne byttedyr var vildoksen, som de jagede med spyd, ikke ved at kaste, men ved at stikke det i dyret fra kort afstand(ref.4898). Neanderthalmennesket havde ikke nutidsmenneskets højde, men vejede dog i gennemsnit 25% mere, og spiste dobbelt så mange kalorier som et hårdtarbejdende nutidsmenneske, især på grund af kulden og de anstrengende jagter, som iøvrigt ofte medførte knoglebrud. Deres liv var præget af rutine, forudsigelighed og ringe mobilitet. I begyndelsen af den sidste istid, for ca. 75.000 år siden, er nogle af Europas neanderthalere dog formentlig vandret mod øst og syd, til vestasien og mellemøsten. Men dels indhentede istiden dem, dels mødte de det moderne menneske i form af Cro-Magnon mennesket (Homo sapiens), som var langt bedre til at planlægge og forudsige udfaldet af begivenheder, og som ved hjælp af ­religion havde bedre gruppesammenhold (BioNyt nr.133).

Cro-Magnon mennesket havde højere pande, var kreative, opfandt hele tiden bedre og mere effektive redskaber og udnyttede ressourcerne mere effektivt. De var mere mobile, og opdelt i store stammer, som mødtes og udvekslede ideer. Undertiden hentede de materialer til deres redskaber langvejs fra. De lærte at fange laks og rensdyr(ref.4898).

Neanderthalerne blev efterhånden reduceret til smågrupper på 20-25 individer. Det første sted, hvorfra de uddøde, var i Sydfrankrig, netop hvor koncentrationen af Cro-Magnon mennesket var størst. Det skete for ca. 35.000 år siden. De overlevede længere tid på den spanske halvø, hvorfra de blev trængt mod Gibraltar. I Gorham’s Cave på Gibraltar har man fundet neanderthalredskaber, som kun er 28.000 år gamle (måske kun 24.000 år gamle). Det er det sidste spor efter neanderthalerne. Men de overlevede trods alt i ikke mindre end 150.000 år, og dette var under istidernes barske klima. Hvor længe vil det politiske nutidsmenneske overleve?

Man har undersøgt mitokondrie-DNA fra syv fund af tidlige Cro-Magnon mennesker og påvist, at det helt ligner DNA fra nutidsmennesket. Derimod er der ikke fundet sekvenser af neander­thal-DNA i Cro-Magnon-fossilerne, og heller ikke i nutidsmennesker. Kreationister, som jo ikke vil tro på evolutionen, hævder, at neanderthalerne bare var almindelige mennesker(4897), men de var altså deres helt egen art, Homo neanderthalensis.

Det er omkring 1000 menneskegenerationer siden, at der stadig levede neanderthalere på samme tid som vore forfædre. Det er ikke så længe siden, skriver speciallægen Peter K.A. Jensen, forfatter til den velskrevne bog Menneskets oprindelse og udvikling (Gyldendal 2005).

I maj 2006 meddelte Svante Pääbo og medarbejdere på et Cold Spring Harbor møde i New York, at de nu også havde udvundet kerne-DNA fra neanderthal-knogler, og der er nu lavet et The Neandertal Genome Project.

Til studiet af DNA fra neander­thalerne benyttede Svante Pääbo og kolleger fra Max-Planck Instituttet for evolutionær antropologi i Leipzig en teknik, som kaldes pyro­-sekventering. Metoden er 100 gange mere effektiv end traditionelle metoder. Pyro-sekventering indledes med, at materialet opdeles i mindre stykker, og det er derfor ikke et problem, at udgangsmaterialet i forvejen består af korte sekvenser. Metoden er tidligere blevet anvendt til at bestemme geno­met for uddøde mammutter ved at sammenligne med elefantgenomet.

Edward Rubin fra Lawrence Berkeley National Laboratory var leder af den gruppe, som publicerede i Science. De anvendte en anden metode til analyse af 65.350 basepar af neanderthal-DNA, nemlig en såkaldt meta-genomisk metode. Forskellen mellem de to metoder kan kort forklares ved, at pyro-sekventering finder frem til store dele af arvematerialet, hvorimod den meta-genomiske metode er mere fokuseret. Begge metoder har deres berettigelse afhængigt af, hvilke spørgsmål, man ønsker at besvare.

Svante Pääbo’s gruppe har taget hul på et omfattende toårigt projekt, der skal finde frem til det fulde neandertal-genom med dets i alt ca. tre milliarder basepar(Kilde 4792), dvs. 3000 gange mere, end man kender af genomet i dag. Man har nu brugbare metoder til at foretage denne kortlægning og tilstrækkeligt med neanderthal-fossiler at bruge af.

Ole Terney

(Kildenumrene kan findes på www.bionyt.dk/137)

TV-udsendelse på National Geographic 10. juli 2007 omkr. kl. 23.